Min første fartbøde

Den sidste uges tid har været pretty busy for mit vedkommende. Der er skam ikke noget galt i at spise ude 7 gange på en uge – tværtimod. Det kan stærkt anbefales.

Mandag var jeg i biografen med en flok fra uni for at se Hævnen. Det var helt underligt at se en dansk film med engelske undertekste, og jeg morede mig især over, at de valgte at oversætte ”Basme Flemming Jørgensen” med ”the Laudrup brothers”. Udover det var det en rigtig rørende film, og det gav mig også lidt hjemve. Men at være omringet af dejlige mennesker, gør alting lidt nemmere.

Tirsdag blev desværre lidt en trist dag, da jeg fandt ud af, at min gode ven Kai, grundet flere omstændigheder, havde valgt at rejse hjem til Finland. Det var en rigtig trist nyhed, da vi for kort tid siden havde planlagt at rejse til New Zealand sammen i vores semester-break og bare fordi han er en utrolig god dreng. Derfor valgte vi onsdag aften at tage på Little Creatures Dining Hall med ”madklubben”, for at sige ordentlig farvel til Kai.

Weekenden stod, som lovet i min tidligere blog, på en tur ned langs Great Ocean Road sammen med Sarah, Morten og Mr. & Ms. Alex. Med fire dansker og en en spaniere i bilen, går det aldrig helt galt. Og dog. Efter frokost i det fantastiske vejr på Torquay beach overtog jeg rettte. Noget jeg umiddelbart ikke skulle have gjort. Efter allerede at have været på én roadtrip i Australien, var der jo ingen ko på isen. I hvert fald ikke indtil jeg åbenbart overså et fartskilt. Efter 10 minutters kørsel så jeg pludselig en politibil med udrykning i bakspejlet. Min første tanke var, at der sikkert var sket en ulykke, og politibilen bare skulle forbi. Efter et par minutters kørsel, hvor jeg prøvede at trænge ind til siden, begyndte politimanden pludselig at vinke meget voldsomt. ”Nå, er det mig, han er ude efter” udbrød den lille blonde jyde så pludseligt. Min næste tanke var så: Fuck, jeg må jo slet ikke køre bilen! For at spare penge, havde vi kune skrevet Morten på som chauffør, for han er så tudse gammel, og det ville gøre vores forsikring billigere. Anyways, jeg får trukket ind til siden og kommer væltende ud til den knap så glade politimand. Han brokker sig over, at jeg altså kørte 80 km/t, hvor jeg åbenbart kun måtte køre 60 km/t. Igen prøver jeg med min jyske naivitet at forklare, at det er første gang (næsten), at jeg kører i Aussieland, og jeg altså ikke havde set skiltet. No mercy – blæseapparatet kom frem, og der stod jeg så, med to backpack'ende-biler gloende godt og grundigt, og pustede og stønnede. Fem minutters papirarbejde senere stod jeg så med min første fart-bøde nogensinde på intet mindre end $239 (1.300 kr.). Pis. Måske skulle jeg overveje at spisse hjemme hele næste uge.

Tosserne på bagsædet

Mr. Alex i aktion

Mr. & Ms. Alex, Michs, Sags & Smølfe Morten

Erskine Falls

Australien og deres overdrevne skilte

De resterende 6-7 apostle

Udsigten, når du kører ned af den der vej nær havet, som skulle være så stor, er faktisk ret så flot, selvom jeg efterhånden har set en hel del billederne af den. Foruden den flotte kyst, kom vi forbi et par regnskove, og noget der skulle forestille at være en vulkan.

Søndag valgte vi at tage til Torquay beach igen, men denne gang for at surfe. Ms. Alex ville ikke surfe, men de tre andre havde prøvet det før, og de mente ikke jeg behøvede nogen træning. Jeg var fresh. Hvis man forestiller sig, at den dersens våddragt kan være svær at komme ned i, fordi den er så stram, så prøv at tænk, hvor ufattelig svær den er at få af sin våde krop. Imagine? Med mit kæmpe store soft-board kom jeg lalleglad ned til stranden. Mit smil stivnede dog lidt, da jeg så de store bølger. Ingen vej ud om, det var bare at kaste sig ud i det. Det var kanon sjovt at prøve, og jeg kom også op at stå på boardet en 8-10 gange, men damn, hvor var det bare hårdt. Det var som at få tæsk tre timer i træk. Du kæmper hele tiden for enten at komme ud til bølgerne, komme igennem bølgerne, fordi du skal længere ud, eller at komme og på bølgen.

Hot surfer-chick

En sjov, men meget hård og udmattende dag. Take-away sushi og 10 minutters film gjorde mig lige præcis parat til at ramme hovedpuden og sove 10 timer.

I dag vågnede jeg op til en mail om, at EDU Danmark gerne vil lave et portræt af mig som studerende i Australien. Det lød spændende, så jeg takkede ja, og på torsdag går det så løs. To be contunie...