Hverdag i en fantastisk, frustrerende by

Jeg sidder i bussen og sveden pibler bed af panden. Det gør den hver dag, når jeg rammer bussen efter min 20 minutters gåtur hen til bussen. Jeg sidder her i bussen, folk glor og en dame jorder ind i mig med sin kæmpe taske. Bussen hamrer derudaf, og jeg er glad for at jeg er inde i bussen. Et kort øjeblik tænker jeg: "Hvad fanden laver jeg her?" Jeg savner min kæreste, mine venner, min familie, kulde for en enkelt dag, Københavns gader, rent drikkevand og tænk engang, jeg savner endda Ruc!

Men savn er godt, og det er forandringer bestemt også, så jeg trækker på smilebåndet og nyder øjeblikket. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, og jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg forventer at få ud af dette ophold, men det har jeg heldigvis stadig et par måneder til at finde ud af.

På en almindelig dag tager jeg på uni og læser lidt inden mine timer. For tiden knokler jeg med en masse afleveringer, som alle skal afleveres samme uge. Jeg spiser som regel frokost med nogle af alle de mennesker, jeg efterhånden har lært at kende. Det er fedt at møde folk man kender i frokostkøen. På uni. I Vietnam. Det er sjælden, at jeg møder så mange kendte ansigter på Ruc haha. Der er et lille fitnesscenter på campus men det et helt fint til mig og mine behov. Jeg prøver også at gå i fitness regelmæssigt, men trækker bare altid lidt mere at sidde og sludre med de andre i solen.

To gange i ugen har jeg vietnamesisk undervisning med de andre internationale studerende. Det foregår stille og roligt, men ofte er det egentlig bare en undskyldning for os for at få lov til at sige sjove lyde. Jeg har ingen intentioner om at blive flydende i vietnamesisk eller det, der minder om, men det er nu meget sjovt at stifte bekendtskab med sproget. Hvis jeg lærer mere end den ene sætning jeg kan sige nu, så tror jeg stadigvæk ikke, at de lokale ville kunne forstå mig.

Bibliotek på uni

Yndlings frokost

Teachers Day at uni? What the...?

Hver onsdag bruger jeg 12 timer på uni. Jeg har undervisning fra 9-12 og 18-21. Først havde jeg frygtet, at det blev slemt, men det fungerer faktisk rigtig fint. Busserne ind til byen stopper med at køre kl. 19, så enten skal jeg med taxa eller finde en, der kan give mig et lift. Jeg har time med en sød vietnamesisk pige, som hellere end gerne vil køre mig hjem. Hun vil nemlig gerne snakke. Det er også helt fint og hyggeligt, men det er bare lidt som om, at det ikke er den bedste kombi med heftig trafik, på en scooter med masker på og en ret stor sprogbarriere. Det smarte er, at jeg kan øve mine få vietnamesiske sætninger på hende. Pisse god deal, jeg har skaffet mig der, hvis jeg selv skal sige det.

De fleste aftener spiser jeg ude. Roxy og jeg prøvede at lave mad én gang, men det blev bare ikke helt det samme. Og det bliver hurtigt lige så dyrt at handle som at købe mad ude. Desuden er køkkenet ikke super hyggeligt, så det giver ofte sig selv. Jeg nyder, at jeg kan spise ude, men savner nu alligevel at lave mad og den hygge, der er omkring det. Det største dilemma hernede er nu, hvor vi skal spise i dag! Mine udlejere har en bar, hvor de hver søndag og mandag viser film i på barens roof top. Det er super cool at sidde udendørs og glo på alle de flotte, store bygninger samtidig med, at man ser film. Det kunne godt blive en traditionel søndagsaktivitet tænker jeg :)

Hver dag bliver jeg imponeret over, hvad folk kan køre rundt med på deres små scootere. 6 kasser øl, et hønsebur eller et toilet. Det et imponerende, og det er ting som disse, som gør, at det stadigvæk er en stor opdagelse at være her. Selvom det bliver hverdag, vænner jeg mig nok aldrig til at se en lille scooter med en hel familie bagpå.

Normalt glor folk, som jeg før har nævnt, meget på mig i bussen. Forleden dag var ingen undtagelse, men det sjove var, at den ældre kvinde, jeg spurgte om jeg måtte sidde ef siden af, blev helt glad. Hun sad og kiggede genert på mig hele vejen. Det er lidt sødere end de gamle mænd, som bare sidder og stirrer. Menneskerne som bor i vores gård er så småt begyndt at sige hej, når jeg kommer hjem, og noget tyder på, at de efterhånden har vænnet sig til det. Det er lidt hyggeligt.

Lokal bus i Ho Chi Minh

Jeg har nu været afsted i mere end to måneder, og det føles både som om, at tiden er gået hurtig, men på den anden side har jeg oplevet så mange ting, så det føles også som om, at jeg har været afsted i flere måneder. Anyways, jeg har snart kun to måneder tilbage, hvilket skræmmer mig lidt, fordi jeg skal nå rigtig mange ting, inden jeg tager hjem. Både fagligt, men bestemt også kulturelt. Jeg skal vel benytte de to legater jeg indtil videre har fået :)

Jeg har det fantastisk godt, men jeg glæder mig også meget til at komme hjem igen. Positivt ment altså.