Det kaldes dårlig timing!

Det er lidt tid siden, jeg har skrevet nyt, men det er skam ikke fordi, der ikke har været noget at fortælle om. Tværtimod. Der er sket en hel masse ting de sidste par uger, så jeg skåne jer, og fortælle lidt om højdepunkterne.

Endelig fik jeg besøg af Niels, og vi brugte weekenden på et fantastisk resort på Phu Quoc Island. Vi blev opgraderet til et VIP værelse med havudsigt, og det er nok det lækreste sted, jeg nogensinde har boet (og måske nogensinde kommer til at bo). Weekenden stod på afslapning på stranden og ved poolen, men også på en lille motorcykel-tur rundt på øen. Det var en fed oplevelse på trods af silende regn, men det er jeg efterhånden vant til hernede. Vi fik set en meget fattig, men interessant del af Vietnam, så det var en rigtig god oplevelse.

Niller er under kniven!

Resort-habit

Kæææmpe seng og havudsigt

Mandag fløj vi tilbage til Saigon, og endelig kunne jeg vise Niels, hvor jeg bor og har min hverdag. Det er rigtig fedt at få besøg hernede og kunne vise, hvor det er man tilbringer sin hverdag. Desværre blev jeg meget syg tirsdag nat, hvilket varede en uge. Det betød, at jeg ikke kunne turiste den med Niller, men bare ligge i min seng og have det skidt. Det var virkelig dårlig timing, altså. Suk. Derudover var det ugen med mine første foreløsninger, så det gik jeg også glip af. Jeg følte virkelig, at det var den dårligste timing ever, men når man lever, spiser, drikker og bare bor i et land som Vietnam, kan man desværre aldrig vide sig sikker. Jeg fik dog vist Niels lidt af byen og fik taget ham med til en madlavningstime.

Niller nyder sin første ret

Niels forlod mig igen lørdag aften, og det var en rigtig trist fornemmelse. Heldigvis var det helt fantastisk at se ham igen. Jeg forblev syg et par dage, men er nu tilbage på benene. Det betyder, at jeg endelig kunne komme på uni for at finde ud af, hvor travlt et semester jeg får. WOW! Måske er jeg lidt forkælet på RUC til daglig, men arbejdsbyrden hernede er godt nok hård. Det er i hvert fald nemt at mærke, at man nu læser på kandidatniveau. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over alle de afleveringer, der skal laves, og hvad det er, de egentlig går ud på, men det håber jeg snart at gøre. Desuden så jeg mig nødsaget til at droppe et fag, fordi indholdet ikke lige var det, jeg regnede med. Det var noget helt andet, end hvad jeg havde forestillet mig, og jeg kunne simpelthen ikke se mig selv komme igennem det. Det betyder således, at jeg nu bliver nødt til at forlænge mit studie hjemme i Danmark – og det er helt i orden!

Halloween er åbenbart en stor ting i Vietnam, selvom de ikke helt kan finde ud af, hvordan de skal fejre det. Lørdag d. 27. oktober var der Zombie Crawl i Ho Chi Minh – den første nogensinde! Jeg gjorde mig klar med hvad jeg nu havde, og endte faktisk som en af de bedre udklædte. Det var viiildt sjovt at vade rundt i gaderne i HCM og ikke mindst rundt i trafikken, som lige pludselig havde stor respekt for en. Har ikke tal på, hvor mange børn, unge piger, drenge og endda gamle mænd jeg fik skræmt til vid og sans – det var så sjovt! Jeg aner ligeledes ikke, hvor mange vietnamesere, der har et skræmmende billede af mig på deres telefon. Tirsdag aften, som var rigtig Halloween var gaderne også fuldt. Ikke med zombie crawl'er, men folk som bare tossede frem og tilbage i deres kostumer. Det var noget af en oplevelse, og det passede fint, da jeg nemlig lige har fået endnu et fint besøg hjemmefra. Nemlig Tine og Alex, som kom forbi en smut på deres ellers lange asien-eventyr.

Zombie Crew

Zooommbiiiie

Hverdagen er for alvor kommet til mig i HCM. Og jeg kan lide det! Jeg vænner mig mere og mere til at bo her, og jeg synes virkelig det er en fantastisk by på flere måder. Samme tid er der næsten lige så mange ting, som er irriterende ved at bo her, men det er en del af den udfordring, som jeg jo godt vidste, jeg ville blive udsat for. Ikke destro kræver det stadig lidt ekstra energi at tackle. Det er ikke for at brokke mig overhovedet, men det er også vigtigt for mig at sige, at det er sjovt men også hårdt at bo her. Der er udfordringer hver dag, som jeg før har nævnt, og når det kommer til studiet, kan det hurtigt skabe lidt frustration, når man på grund af sprogbarrieren hurtigt misforstår hinanden. Det er helt sikkert nogle udfordringer, som jeg kan lære en masse af.

Heldigvis er der nogle ting, som får mig til at føle mig hjemme, når frustrationen bærer over, og det er simple ting som de søde folk, jeg omgås, min nye yndlingscafe, at gå en tur ind i et civiliseret shopping center eller bare en simpel ting som at gå en tur med min egen lækre musik i ørene. Så har jeg det sgu egentlig meget godt :)

Til slut vil jeg lige vise den video, som jeg talte om tidligere. Her kan I se mig og nogle af mine nye venner i en video, hvor vi fortæller om RMIT og om Vietnam. Enjoy!