Dronningens fødselsdag

I skrivende tilstand har jeg tilladt mig selv en pause fra de ellers mange timers eksamensforberedelse. I løbet af den næste uge har jeg fire skriftlige eksamener uden hverken computer eller hjælpemidler. Ja okay, det lyder måske meget normalt, men jeg er ikke vant til den slags eksamener, og da slet ikke på engelsk. Synes det viker nærmest umligt at skulle kunne huske pensum til fire forskellige fag på samme tid. Derfor sidder jeg her på biblioteket i Melbourne, hvor jeg har burgt alt for meget tid de sidste par dage. Sidder her i op til 9 timer om dagen, og I af jer, som kender mig ved, at det aldrig er sket før. Suk. Især fordi jeg nu har mindre end to uger tilbage i Melbourne. Måske jeg skulle bruge tiden på at tude mindre og læse mere.

Siden sidst har jeg prøvet at nå alle de ting, jeg gerne ville, inden jeg tager hjem, hvilket helt enkelt betyder, at jeg nærmest har været ude til middag eller drinks hver dag. What can one do? Jeg skal jo have det hele med, inden jeg forlader det her skønne sted, som har været mit hjem de sidste 5 måneder.

En aften var jeg bl.a. vidne til en noget anderledes, men meget underholdende slåskamp. På den ene side var en gut udklædt som kanin udstyret med en guitar. På den anden side, en meget, meget beruset mand med en vin box i hånden. Kaninen prøvede at tjene lidt skillinger ved at spille musik, hvilket den fulde mand forhindrede ham i. Det endte med en slåskamp, hvor kaninen slog den fulde mand med sin elektriske gutar. Lige i maven, og to slag. Den fulde mand tabte sin vin, og prøvede ihærdigt at få den tilbage, inden han løb sin vej. Kaninen vandt!

Inden alle de andre drog til både Sydney og Brisbane, spænderede Sarah og jeg en lørdag formiddag på forkælelse og massage. Det var min fødselsdaggave fra Sarah, som var længe ventet, og skønt var det. Mens de andre brugte tiden på at turiste den i Australiens land, blev jeg tilbage og nød Melbourne. Jeg fik ligeledes endelig taget mig sammen til at få mig en tatovering, som jeg har snakket om i laaang tid. Jeg forventede 2,5 timers smerte, men efter 25 minutter slap jeg taget i min venindes hånd, og åndede lettet op. Den er blevet så flot, og jeg er utrolig glad for den.

Danmark har pinsen og Australien har Englands Dronnings fødselsdag. Australier elsker, når de kan finde en ekstra anledning til at drikke, så derfor fejrer de Englands Dronnings fødselsdag. Det var til stor irritation for Heidi og jeg, som begge har ret travlt med at studere til eksamen, fordi bibliotekerne ikke holder åbent den dag. Vi besluttede os i stedet for at studere hos Heidi, hvilket betød super lækker hjemmelavet deluxe brunch i solen, dovne-læsning i sofaen/sovning i sofaen, vin til læsningen og afsluttende en fantastisk lækker middag på Heidi's arbejde. Foretten stod på østers, hvilket jeg aldrig har smagt før. Meeen, de var frityre stegte, så lidt snyd, men østers var det og de smagte faktisk godt. Derefter dessert og espresso cocktails. Hvad kan jeg sige? Jeg kan vel kun blaime dronningen?

The Aviary, hvor Heidi arbejder

Ting jeg kommer til at savne ved melbourne

Frokost bestående af 2 sushi ruller og 1 kop kaffe for 30 kr.

...og at nyde den i solen foran Statsbiblioteket

Mine fantastiske roommates og mit dejlige hjem

At tale engelsk hver dag

Alle de fantastiske mennesker, som jeg har mødt

...især Maria, Michelle, Heidi, Charlotta, Thalia, Malin, Carly, Jan, Ollie, og Philip!

Billig gigs

At spise ude ca. 6 gange i ugen og ikke skænke det en tanke

Precious vin fra ALDI til 13 kr. pr. flaske

Søndags brunch med pigerne på The Green Refectory

Gratis stand-up hver mandag

Tirsdags-frokost med Maria of Thalia

Thalia, Mig og Maria til tirsdags frokost på La Trobe

Skylinen fra tramen, når jeg kører fra uni mod byen

De lækre parker og den dejlige natur

Fitzoy Gardens

$1 kaffe hos 7-11

Den australske åbenhed

Boost juice

Vinylerne på 521 Nichlson st.

Billige taxaer

De sprøde vintage butikker

...og meget, meget mere!

Ting jeg til gengæld ikke kommer til at savne så meget:

At man ikke må have hverken kaffe eller mad med ind på statsbiblioteket

Dyre øl

Elendigt brød og tendensen til at komme sukker i ALT spise- og drikkeligt

Det latterlige transportsystem

Dyre grøntsager

At man selv, i, ofte beruset tilstand, skal forklare sin taxachauffør, hvordan man kommer hjem. How do I know?

Når en bar ikke vil lukke mig ind, fordi jeg ser (!) for fuld ud

Tilbage til studiet og de fire eksamener, som gerne skulle bestås. Jeg har sølle 12 dage tilbage i Melbourne, og jeg fatter ikke jeg snart skal hjem. Jeg føler mig så meget hjemme her, og har vænnet mig til hverdagen her. Jeg har et lækkert sted at bo, fantastiske roommates og dejlige venner. I Danmark aner jeg ikke, hvad venter mig de næste par måneder, og hvor jeg skal bo før september, og hvem der er at finde hvor. Men én ting ved jeg, og det er, at jeg glæder mig til sommer i Danmark med alle de dejlige :)

Efterårssol

Siden jeg kom hjem fra New Zealand har den stået på triste regnvejrsdage og travlhed på universitet. Torsdag afleverede jeg min sidste aflevering i denne omgang. Jeg har en aflevering tilbage inden uni slutter om 1 uge, og læseferien begynder. Jeg har fire eksamener på en uge, så jeg får nok at se til. Jeg må ikke have nogen som helst hjælpemidler med til mine eksamener, så det er lidt noget andet end jeg er vant til på RUC. Men det er nok meget sundt at prøve.

Fredag var jeg til min første Footy kamp. Det er en australsk, alternativ form for fodbold/rugby. Jeg ville meget gerne kunne forklare reglerne for jer, men det forekommer mig desværre umuligt. Udover alle spillerne, som render og dasker til hinanden uanset om de er i nærheden af bolden eller ej, render der vandbærer rundt og ”hjælpere”, som skal give instruktioner til spillerne. Meget forvirrende. Foruden dem er der ca. 7 forskellige slags dommere, og man ved at det er et underligt spil, når selv dommerne træner i pausen. Det var nu alt i alt meget underholdende på trods af mit hold tabte. 

Meget gammeldags og alternativ måde at hejse et banner på.

Turisten til Footy.

Maria og jeg var meeeget kede af at Carlton tabte :-(

Footy Fans

Derefter stod den på bytur og jeg rendte lynhurtigt ind i de fleste af de folk jeg kender i Melbourne. Jeg møder efterhånden flere jeg kender end når jeg går i byen i København. Jeg mødte også de to folk fra EDU, som for noget tid optog en video af mig som studerende i Melbourne. Hun sagde at videoen er færdig, så det er jeg spændt på at se.

Lørdag bød på den flotteste solskinsdag midt i efteråret. Jeg tog på Victoria Market for at handle ind til ugen og spiste frokost i solen med Sarah. Det var så dejligt at mærke solen igen, og jeg ville ønske den ville blive ved med at skinne.

Om aftenen kom Sarah til middag og sammen med mine nye housmates havde vi en fantastisk sjov aften. Vi tog på en bar, hvor en af Carly's venner skulle optræde senere. Han er dragqueen. Den aften så jeg så mit første dragshow ever og det var så sjov. Bortset fra de idioter, som valgte at kaste æg efter os, da vi sad udenfor for at få noget frisk luft. Udover det havde vi en fantastisk sjov aften. Mine nye housemates er SÅ fede, og jeg ville ønske jeg kunne tage dem med hjem til Danmark.

Som sædvanlig spiser jeg brunch med pigerne hver søndag. Det er en tradition som jeg med garanti kommer til at savne hjemme i København. Hen ad eftermiddagen tog jeg med min svenske veninde Maria og hendes roomie til en koncert i Fitzroy. Det var et band der heder The Band Who Knew too Much, og de var mega fede. Det var lidt en blanding af folk, country, ballade, balkan musik. Det var i et fantastisk humør, som smittede af på alle. Efter koncerten tog vi en snak med dem, og det viste sig, at de kommer til Danmark og spiller i Juli og August.

The Band Who Knew Too Much

Mandag morgen vågnede jeg og følte mig ret skidt tilpas, men som det dydsmønster jeg er, tog jeg alligevel på uni. Det skulle jeg ikke have gjort. Efter en times undervisning og en kort pause, fandt jeg pludselig mig selv besvimet lige i midten af uni i skønt regnvejr. I som kender mig ved at jeg desværre har prøvet det en del gange, så efter at blive tilset tog jeg hjem igen. Nu har jeg haft dunkende hovedpine i 3 dage og det er så irriterende og kedeligt. Kan hverken læse, høre musik eller se kedelige film fordi det alt sammen forstyrrer mit lille hoved.

I morgen kommer pigerne til middag, så jeg bliver nødt til at blive frisk. Desuden er det kedeligt bare at ligge her, så forhåbentlig bliver det bedre. Gode idéer til at kurere 6 dages konstant hovedpine modtages i øvrigt gerne.

Der er nu under fem uger til jeg er tilbage i Danmark, og det skræmmer mig lidt. Jeg har det så dejligt her i Melbourne og jeg føler mig virkelig hjemme, men på den anden side bliver det også skønt at komme hjem. Jeg har overvejet at rejse lidt mere rundt inden turen går til Danmark, men jeg har besluttet mig for at blive og nyde den sidste tid i Melbourne. Tror jeg.

Fantastiske New Zealand

Hjemkommet fra en intet mindre end helt fantastisk uge på New Zealand. På den ene side var en uge for meget for mig, men på den anden side havde jeg lyst til at blive meget længere. Forklaring følger. Jeg kan nu anbefale nogle fantastiske ting at lave på New Zealand, men jeg kan tilgengæld også komme med nogle anbefalinger til, hvad man ikke skal gøre – både før og undervejs!

Lørdag – Afrejse fra Melbourne

Fornuftige og velorganiseret mig havde selvfølgelig valgt at pakke sin kuffert og gøre alting klar til afrejse allerede fredag. Og det viste sig at være meget fornuftig, eftersom fredag aften bød på en ordentlig omgang druk på Crown Casino i Melbourne. Jeg aner ikke, hvordan jeg fik mig forvildet derhen, men en stor aften blev det til, og jeg kom i seng kl. 5.00. Tre kvarter før, min alarm skulle vække mig og 1 time og 1 kvarter før min taxa kom efter mig. Meeen, jeg, som ellers altid kommer til tiden og altid hører sin alarm, blev vækket kl 7.00, da min veninde fra uni ringede og spurgte, om jeg var på vej med taxaen. Jeg skulle hente syv piger på uni, hvoraf en skulle med et tidligere fly end os andre. Jeg fik med en meget hæs og træt stemme stammet, at jeg altså stadig lå og sov. Shit! Jeg bestilte en ny taxa til pigerne, og op med mig. Ih, hvor var jeg lykkelig over, at min kuffert blot skulle lukkes og så afsted. Jeg indså, at jeg havde ok tid, så jeg behøvede heldigvis ikke spendere en formue på en taxa til lufthavnen. Da jeg ankom i lufthavnen og mødte de andre piger, og fik bekræftet at den ene pige havde nået sit fly, kunne jeg endelig slappe af. Jeg indså, at jeg stadig var fuld, så jeg kunne ikke helt magte den kæmpe mængde af mennesker ivrige efter at komme på påskeferie og den skrappe check-in dame, som fortalte mig at min kuffert var 2 kilo for tung. Jeez. Om bord på flyet faldt jeg i snak med en vældig flink mand, som jeg dog overhovedet ikke kunne overskue at underholde, da mine tømmermænd så småt begyndte at sætte ind. For mig, som ikke er ovenud lykkelig for at flyve, var tømmermænd ikke den bedste løsning.

Ankomsten til Christchurch var ved første indtryk meget bedre end forventet, men det var desværre kun indtil jeg kom ind til centrum. Det gav en frygtelig sus i min mave, da jeg så alle de smadrede hjem, butikker og kirker rundt omkring i byen. Hele CBD var total lukket af, så der var ikke meget at komme efter. Jeg var efterhånden ret træt efter en lang og kaotisk dag, men eftersom jeg ikke havde lyst til at blive i Christchurch, måtte jeg planlægge de næste par dage. Jeg brugte et par timer på nettet, hvilket kun resulterede i køb af en forkert togbillet og ligegyldige tilbud på udlejningsbiler. Suk og godnat!

Christchurch by night

Søndag – Helligdag åbenbart

Eftersom jeg ikke har set tv i de sidste pa måneder og derfor ikke er blevet voldtaget med små kyllinger i tv avisen, havde det lidt gået min næse forbi, at det i dag var palmesøndag = alt er lukket eller fuldt booket. Jeg ringede til alle mulige udlejningsfirmaer for at skaffe en bil, og fik til sidst fat i en mand, som mente jeg skulle være meget taknemmelig for, at han havde åbent, for det var jo påske. Alright, men stik mig nu bare en bil. To tyske piger fra mit hostel gav mig et lift til min kommende bedste ven (bilen, ikke manden). Da jeg åbnede døren til hans ”kontor”, fik jeg noget af en chok, da mit syn stødte på en gammel mand liggende i sin seng. Men nej nej, den var god nok. Han var bare forkølet, så derfor han lå i sengen. Heldigvis bad han mig om at gå udenfor, inden at begyndte at påklæde sig. Det var jeg glad for. Han viste sig at være en utrolig venlig mand, som kørte mig til lufthavnen, for at vælge den helt rigtige bil. Mit valg faldt på denne her:

Bilen var godt nok løbet tør for olie, men hvis jeg lige gad at købe et par liter og fylde den op, så skulle han nok returnere pengene. Fjong fjong. Efter blot 10 minutters kørsel var jeg overbevidst om, at det var den helt rette løsning at leje en bil. Fik jeg forresten nævnt, at de andre piger fra uni havde lejet en van, som de skulle køre rundt i, og at jeg rejste alene? Anyway, now you know.

Det startede godt ud med en dejlig rock kanal på radioen, som spillede alle mine favoritter liiige indtil jeg ramte bjergene. Det kunne den stakkels radio ikke klare, så der sad jeg, cruisende i min bil uden radio eller cd. Godt at min skønsang kunne underholde mig de næste par timer.

Første destination: Kaikoura

Kaikoura ligger små 200 km nord for Christchurch, og er en dejlig lille by ud til vandet. Det er en utrolig smuk by, og det første jeg gjorde da jeg ankom var at bestille en hval-cruise til næste morgen. Jeg vandrede rundt i byen, nød det gode vejr og lavede dejlig advokadoæggewrap til aften. I mit 10-sengs værelse boede udover mig selv Hayley fra England, og en flok på otte fyre og piger fra hele verden, som studerede i Newcastle, Australien. De rejste ligesom mig rundt på sydøen i deres påskeferie og havde nogenlunde samme plan som mig, så vi aftalte at ses når vi alle ankom til næste destination.

 

Mandag – Hvaler, vejr og vej

Korrektion: Ingen hvaler. På grund af dårligt vejr, var min kl. 7.00 whale-watching cruise aflyst, og de andre ture i løbet af dagen ville nok også blive aflyst. Jeg var i mellemtiden kommet i tanke om, at jeg jo rent faktisk bliver ret så let søsyg, så det gjorde mig faktisk ikke noget. Jeg overvejede at smutte tilbage til hostlet og tage en lur, men besluttede i stedet for at køre mod vestkysten, da jeg vidste, at jeg havde 5-6 timers kørsel foran mig. Det viste sig at blive til 10 timers kørsel i stedet, da New Zealand er et meget bølget og besværligt terræn at køre i. En kende anderledes end vores ellers så dejlige, flade terræn i lille Danmark. Med min nyindkøbte cd ”25 Greatest Rock 'n' Roll Hits of All Time” (den eneste cd de havde i Kaikoura), en lur og 1 times pause i Greymouth klarede jeg mig snildt igennem de 5-600 km.

Franz Josef mindede mig om alle de gange jeg har været på skiferie, fordi det var rigtig koldt, man kunne se sne på toppen af bjergene, alle rendte rundt med huer og handsker og der var ikke andet end gleicherne at komme efter. Jeg fik bestilt min gleicher hike til dagen efter, og havde ellers bare en stille og rolig aften på hostlet. Der blev vist Ringenes Herre, og eftersom jeg aldrig har gidet se de film, tænkte jeg, at jeg ville give det en chance. Men nej, stadig ikke imponeret.

Tirsdag – Venner og bekendte

Da jeg 10.30 stod og ventede på at komme op til gleicherne, blev jeg pludselig prikket på skulderen. Det var min gode veninde fra uni i Melbourne, som skulle med på samme tur. Malin rejste sammen med Rebecka og Clara, og jeg vidste godt, at de også var på New Zealand. Vi havde ikke aftalt at mødes, men det var en dejlig overraskelse. Op i gleicherne med os. Med mine to knæoperationer taget i betragtning, gik det overraskende godt, og det var en helt fantastisk oplevelse. Det var en virkelig fed fornemmelse, og det var et fantastisk udsyn, som ventede os. Vi fjollede rundt på isen i halvanden times tid, og fik taget en masse billeder.

Da jeg var på vej ned til the ”hot pools”, råbte nogen pludselig efter mig på gaden. Det var mine venner fra Newcastle uni, som nu også var ankommet til Franz Josef. Vi drak et par glas vin, men skulle alle videre til Queenstown i morgen, så det blev en stille og rolig aften.

Onsdag - Nye venner og gamle bekendte

Onsdag moren kl. 9.00 var jeg klar til endnu en dag på New Zealands snørklede veje. Men denne gang var det lidt anderledes. Jeg havde nemlig fået støvet 3 piger om, hist og her, som alle skulle mod syd. Anne fra Holland, Kirsten fra Tyskland og Shelly fra England. Min lille bil var fyldt til randen med bagage, men det var en rigtig hyggelige tur. Vejen ned langs vestkysten, er SÅ fantastisk flot. Vi holdt ind flere gange, bare for at nyde den fantastiske udsigt.

Anne skulle af i Wannaka, som er ca. 160 km fra Queenstown. Vi tog en kaffe pause, og vi snakket af, inden vi skulle sige farvel til Anne. Wannaka er en lille, hyggelig by, med en utrolig flot udsigt over floden, og vi havde næsten ikke lyst til at forlade stedet.

Anne, Kirsten & Shelly

Wannaka

Et par timer senere, og med lidt mere ro i bilen, ankom vi til Queenstown sidst på eftermiddagen. Vi fik tjekket ind, spist og gik så i baren. Queenstown har et lidt ungt publikum, hvilket er reflekteret i måden at gå ud på. Men hvad fanden, vi hoppede med på vognene med 2 for 1 $4 vodka og tekander med 15 shots i. Senere på aften mødte jeg igen Malin og de svenske piger samt vennerene fra New Castle. Det blev til en lang nat, med 4 timers dansen til 4 timers pop-musik på repeat.

Torsdag – Enough is enough

Torsdag var dagen, hvor jeg indså, at jeg ikke kan klare så meget smuk natur på blot 7 dage. Jeg kunne næsten ikke overskue flere flotte udsigter, så i stedet for at tage på endnu en fantastisk tur til endnu et fantastisk vandfald eller en fantastisk flot, valgte jeg at pleje mine tømmermænd i Queenstown. Jeg vandrede lidt rundt i byen. Det var rigtig koldt, men solen skinnede, så det mindede mig og en solrig vinterdag i Danmark. Jeg købte den berømte Ferg Burger, og satte mig til floden for at kigge nærmere på den.

The Classic Ferg Burger

Efter at have fordøjet burgerne og taget en lur, gik jeg en langs tur ved floden og fandt et lille, stille og roligt sted med en dejlig udsigt og lå så bare der og nød vejret i et par timer.

Lake Wakatipu

Efter min $5 Pie & Potato middag på mit hostel, besøgte jeg Newcastle folkene på deres hostel, og så var det ellers gårsdagens aften på repeat. Mere fuldhed og øl-stafet ventede i barene, men (heldigvis!) skulle jeg tidligt op og køre dagen efter, så jeg blev simpelthen ”nødt” til at tage tidligt hjem.

Fredag – Bungee-jump, politi og indbrud i bil

Fredag var min sidste dag på New Zealand, som jeg brugte sammen med min lille bil. Vi havde ikke travlt, så kørte blot mod nord. På vejen kom jeg fordi dette, igen, fantastiske sted.

Nr. 2 stop blev ved AJ Hacket, som er en af de kendte bungee-jump steder. Jeg stoppede over for at tage en kig, og fik mig et forfærdeligt chok, da en gut fik forfumlet sig ud over kanten, og faktisk stop ret og og ned i luften i 2-3 sekunder, inden rebet fik fat og vendt ham om. Det var nok for mit vedkommende, så jeg skyndte mig videre.

New Zealands veje er ikke ligefrem overbefolket, så somme tider bliver man fristet til at køre lidt hurtigt. Alright, jeg kørte måske en anelse over angivelse, så da jeg pludselig så en politibil med udrykning bag mig, tænkte: Shit, ikke igen! Heeeldigvis drønede politibilen blot forbi mig, og jeg åndede lettet op.

Vejen til Christchurch var rigtig lang, og da det først blev mørkt, var der ikke så meget smuk natur at se på. Jeg stoppede over i nogle småbyer, og tog en lur hist og her. Kl. 23.00 ankom jeg endelig til Christchurch lufthavn. Efter 5 minutter havde jeg fået lavet en rigtig fin og førstegangs parallel parkering i den forkerte side. Meget stolt lagde jeg mig til at sove i den meget kolde bil. Jeg drømte at nogen brød ind i bilen, så jeg vågnede brat op, og besluttede mig for at tøffe over i lufthavnen og sove videre. Da jeg kom ud af bilen, var både bilen foran og bagved mig væk. Så meget for den parkering. Lufthavnen var varm, og uden mulighed for indbrud, men efter en times venden rundt på det hårde gulv, besluttede jeg mig for at ”stå op”. Kl. var ca. 4.15 og mit fly gik kl. 7.00. Det havde været en lidt hård nat, men på den anden side ikke mere hård end så mange nætter på Roskilde Festival. Flyturen sluttede af med et par timers søvn og savlen til ca. 700 skrigende småbørn.

Nu har jeg været hjemme i en uge, og det er faktisk meget dejligt, selvom jeg savner den skønne natur. Jeg har ret så travlt på uni med en del afleveringer og præsentationer, men så snart det er ovre, kan jeg slappe lidt af igen indtil mine 4 eksamener mellem d. 15-22 juni. Den 26. juni rejser jeg hjem til Danmark, men det snakker vi ikke om.

En uges kaos, tak!

Den sidste uges tid har bestået af mange humørsvingninger for mit vedkommende.

Mandag mødte jeg endnu engang op til min sociologi time, værende den eneste, som rent faktisk har læst. Èn ting er, at jeg ikke har betalt for at møde op på uni for at have en diskussion med mig selv, men en anden ting er, når de 18-årigede folk, som i øvrigt synes det er sejt, ikke at have læst, sidder og griner og peger af mig, når jeg åbner munden. Suk.

Tirsdag aften var jeg til middag hos Nikolaj, som serverede bøf med løg, kartofler og brun sovs og iihhh, hvor det smagte. Nikolaj og Morten har etableret madklubben FEED ME for at møde flere internationale studerende fra Swinburne Uni, hvor de studerer, men desværre er der ikke så mange, som har slået til det fantastiske tilbud om at komme til middag for ca. $6. Jeg slog til, og det var fantastisk med en god dansk ret. Over middagen snakkede vi bl.a. om min elendige bolig situation. For at opdatere, så boede jeg i et stort rum, som var adskildt af en tynd, elendig væg, med et stor hul i den ene side. På den anden side af vægen havde jeg en fantastisk ussel og knap-så-clean-ish soon-to-be forfatter, som ikke præsterede meget andet end at ryge, drikke kaffe og se tv. Til info kunne jeg både høre hans elendige grin hele døgnet, hans klamme hosten forårsaget af for mange smøger og når han vendte sig om i sengen. Great! Den anden væg indeholdte intet mindre end et stort hul op til himmelen via en gammel pejs og dertilhørende fugle. Da efteråret for alvor er kommet til Melbourne, og bestemt ikke er ked af at give et par liter regn, fik det ligesom bægeret til at flyde over. Aha!

Anyways, dagen efter vores middag havde jeg endnu en elendig samtale med Jetstar, som stadig skylder mig penge, hvilket fik mig til at tage en drastig beslutning. Jeg skulle betale husleje en af de kommende dage, så jeg valgte at flytte ud inden da. Jeg begyndte straks at lede efter en anden bolig, og havde egentlig besluttet mig for bare at flytte på vandrehjem. Heldigvis har jeg nogle fantastiske søde venner hernede, som bestemt ikke ville lade mig flytte på vandrehjem. Da jeg flyttede ud, uden at give mine udlejer besked, resulterede det i et tabt depositum. Well!

Over weekenden boede jeg lidt omkring, og søndag morgen fik jeg endnu engang dårlig nyt fra Danmark. Alle mine ting står opmaginiseret på min brors loft i København, hvor der har vist sig at være indbrud. Great-x-2! Så på daværende tidspunkt havde jeg hverken en bolig i Melbourne eller i København for den sags skyld, men var alligevel blevet udsat for indbrud. Groft! Mit hjerte blev knust, da min kære bror fortalte mig, at mine elskede vinyler lå spredt ud over gulvet. Snøft! Jeg har ikke den fjerneste idé om, hvor mange og hvilke af mine ting, de dumme folk har nakket, for jeg kan jo knap huske, hvad jeg har stående. Hvor er det bare et problem, jeg slet ikke gider forholde mig til, når jeg sidder i Melbourne, uden et sted at bo. Jeg har stadig ikke gjort noget ved det faktisk, og ved slet ikke lige, hvad jeg skal stille op, men det burde jeg nok snart tage stilling til.

Søndag aften, efter at have set på en meget lækker lejlighed i forstaden Northcote, havde jeg et ubesvaret opkalde på min telefon. Det var fra Carly, som bor i Carlton i en mega lækker lejlighed, som jeg rigtig gerne ville flytte ind i. Efter små to minutters vrøvlen på min telefonsvarer, får hun endelig sagt, at de rigtig gerne vil have mig til at flytte ind. Dejligt! Dejligt sted, $400 månedlig husleje og ingen huller eller fugle i væggen.

Mandag eftermiddag havde vi første ”husmøde”, og, okay, de blev da lidt overraskede, da jeg sagde, at jeg gerne ville flytte ind mandag aften. Jeg flytter ind til Carly, som læser til lærer, arbejder og har bil, hvilket er skønt, for så kan hun køre mig til uni. Hurra! Carly er kæreste med Jaarn, som har en bachelor i fysik og litteratur og som nu studerer romansk litteratur. En meget belæst gut med en fantastisk bog- og vinylsamling. Derudover flytter Oliver, som også studerer litteratur, ind i starten af maj. Jeg har en virkelig god fornemmelse omkring det her sted, så det er virkelig skønt. På den anden side, skal jeg allerede hjem om to måneder, så mit ophold her i hytten bliver ikke så langt.

Vores dejlige stue med yndlings maleri.

Mmmm, vinyl!

Rod!

I sidste uge, tilbragte jeg det meste af torsdag sammen med to vældig søde folk fra EDU. Eller det vil sige, at de er i praktik hos EDU, og det var dem, så mægtig gerne ville lave et portræt af mig. Jeg kan love for, at folk gloede en del, da vi filmede ude på uni, og på rund af mine manglende skills, måtte tage en del klip om en del gange. Det var meget sjovt, og jeg havde lovet mig selv, at det ikke skulle blive for opstillet, men, well, det må I jo bedømme, når videoen engang kommer online.

I dag er det onsdag. Jeg har siddet inde hele dagen med Bob Dylan, sociologi rapport og kaffe, mens regnen har silet ned udenfor. I morgen begynder påskeferien, og det skal fejres med øl og pizza og uni-folk og bytur og taxa hjem og tømmermænd fredag og brunch fredag på grund af tømmermænd fra torsdag og pakke til New Zealand fredag med tømmermænd fra torsdag fordi jeg skal afsted lørdag. Peeeewh!

Det bliver en hård omgang, men jeg glæææææder mig sådan til at komme til New Zealand. Helt alene. Bare mig. Og naturen. Og hvalerne. Og gletcherne. Og de andre folk, som også er på New Zealand i påskeferie.

Min første fartbøde

Den sidste uges tid har været pretty busy for mit vedkommende. Der er skam ikke noget galt i at spise ude 7 gange på en uge – tværtimod. Det kan stærkt anbefales.

Mandag var jeg i biografen med en flok fra uni for at se Hævnen. Det var helt underligt at se en dansk film med engelske undertekste, og jeg morede mig især over, at de valgte at oversætte ”Basme Flemming Jørgensen” med ”the Laudrup brothers”. Udover det var det en rigtig rørende film, og det gav mig også lidt hjemve. Men at være omringet af dejlige mennesker, gør alting lidt nemmere.

Tirsdag blev desværre lidt en trist dag, da jeg fandt ud af, at min gode ven Kai, grundet flere omstændigheder, havde valgt at rejse hjem til Finland. Det var en rigtig trist nyhed, da vi for kort tid siden havde planlagt at rejse til New Zealand sammen i vores semester-break og bare fordi han er en utrolig god dreng. Derfor valgte vi onsdag aften at tage på Little Creatures Dining Hall med ”madklubben”, for at sige ordentlig farvel til Kai.

Weekenden stod, som lovet i min tidligere blog, på en tur ned langs Great Ocean Road sammen med Sarah, Morten og Mr. & Ms. Alex. Med fire dansker og en en spaniere i bilen, går det aldrig helt galt. Og dog. Efter frokost i det fantastiske vejr på Torquay beach overtog jeg rettte. Noget jeg umiddelbart ikke skulle have gjort. Efter allerede at have været på én roadtrip i Australien, var der jo ingen ko på isen. I hvert fald ikke indtil jeg åbenbart overså et fartskilt. Efter 10 minutters kørsel så jeg pludselig en politibil med udrykning i bakspejlet. Min første tanke var, at der sikkert var sket en ulykke, og politibilen bare skulle forbi. Efter et par minutters kørsel, hvor jeg prøvede at trænge ind til siden, begyndte politimanden pludselig at vinke meget voldsomt. ”Nå, er det mig, han er ude efter” udbrød den lille blonde jyde så pludseligt. Min næste tanke var så: Fuck, jeg må jo slet ikke køre bilen! For at spare penge, havde vi kune skrevet Morten på som chauffør, for han er så tudse gammel, og det ville gøre vores forsikring billigere. Anyways, jeg får trukket ind til siden og kommer væltende ud til den knap så glade politimand. Han brokker sig over, at jeg altså kørte 80 km/t, hvor jeg åbenbart kun måtte køre 60 km/t. Igen prøver jeg med min jyske naivitet at forklare, at det er første gang (næsten), at jeg kører i Aussieland, og jeg altså ikke havde set skiltet. No mercy – blæseapparatet kom frem, og der stod jeg så, med to backpack'ende-biler gloende godt og grundigt, og pustede og stønnede. Fem minutters papirarbejde senere stod jeg så med min første fart-bøde nogensinde på intet mindre end $239 (1.300 kr.). Pis. Måske skulle jeg overveje at spisse hjemme hele næste uge.

Tosserne på bagsædet

Mr. Alex i aktion

Mr. & Ms. Alex, Michs, Sags & Smølfe Morten

Erskine Falls

Australien og deres overdrevne skilte

De resterende 6-7 apostle

Udsigten, når du kører ned af den der vej nær havet, som skulle være så stor, er faktisk ret så flot, selvom jeg efterhånden har set en hel del billederne af den. Foruden den flotte kyst, kom vi forbi et par regnskove, og noget der skulle forestille at være en vulkan.

Søndag valgte vi at tage til Torquay beach igen, men denne gang for at surfe. Ms. Alex ville ikke surfe, men de tre andre havde prøvet det før, og de mente ikke jeg behøvede nogen træning. Jeg var fresh. Hvis man forestiller sig, at den dersens våddragt kan være svær at komme ned i, fordi den er så stram, så prøv at tænk, hvor ufattelig svær den er at få af sin våde krop. Imagine? Med mit kæmpe store soft-board kom jeg lalleglad ned til stranden. Mit smil stivnede dog lidt, da jeg så de store bølger. Ingen vej ud om, det var bare at kaste sig ud i det. Det var kanon sjovt at prøve, og jeg kom også op at stå på boardet en 8-10 gange, men damn, hvor var det bare hårdt. Det var som at få tæsk tre timer i træk. Du kæmper hele tiden for enten at komme ud til bølgerne, komme igennem bølgerne, fordi du skal længere ud, eller at komme og på bølgen.

Hot surfer-chick

En sjov, men meget hård og udmattende dag. Take-away sushi og 10 minutters film gjorde mig lige præcis parat til at ramme hovedpuden og sove 10 timer.

I dag vågnede jeg op til en mail om, at EDU Danmark gerne vil lave et portræt af mig som studerende i Australien. Det lød spændende, så jeg takkede ja, og på torsdag går det så løs. To be contunie...

Efteråret er kommet til Melbourne

Mange af jer går sikkert i disse dage og mærker følelsen af, at foråret endelig er kommet til Danmark. Denne der helt særlige følelse, som får en til at trække i forårsjakken, finde solbrillerne frem og ikke mindst får en til at smile. Den følelse savner jeg, men jeg har oplevet noget lignende i min lille lækre weekend.

Weekenden i Melbourne starter for mit vedkommende som regel om torsdagen med et par øl eller drinks på en ny lækker bar eller en af yndlings barerne. For denne torsdag aften gjaldt det sidste, og vi nød endnu en aften på BlackCat i Fitzroy. På trods af en torsdags-ude-aften formåede jeg alligevel af færdiggøre min fjerde aflevering fredag middag. Så kunne jeg for alvor tillade mig at holde weekenden fri.

Fredag aften bød endnu engang på $2.5 rødvin fra aldi, og som noget relativt nyt, bytur i Brunswick. Vi vil helst gerne prøve ALLE barer i Melbourne inden vi tager hjem, hvis der skulle være nogen derude, som kunne være i tvivl om det.

Med gedigne tømmermænd lørdag morgen, syntes vi selv, at vi havde gjort os fortjent til at gå ud og spise brunch. Sarah, Alex og jeg mødtes på denne her helt utrolig fine, lille cafe i Brunswick. Vi var tydeligvis ikke de eneste, som havde fået øjnene op for denne café, så der var helt proppet, da vi ankom. Fuldstændig uoverskueligt med tømmermænd, men vi var heldige og fandt hurtigt et bord. Næste problem: gigantisk menukort! De har simpelthen så meget lækkert mad til dejlige, billige priser, at det gør det helt umuligt at vælge. Jeg valgte deres populære $10 Brunch-stack, som jeg er stolt af, overhovedet at kunne overskue at spise.

Fuldstændig mæt og stadig med gigantiske tømmermænd forlod jeg de to piger. På vej ind til byen fik jeg en underlig fornemmelse, som jeg havde svært ved at gennemskue. Solen skinnede på mig, men noget var ikke som det plejede. Så slog det mig - efteråret er kommet til Melbourne. Der var ikke så meget at rafle om og bladene på gaden gav mig desværre kun ret. Efteråret er her, helt sikkert!

Så mens I går og nyder de første solstråler derhjemme i lille Danmark, går jeg og nyder de sidste her i Australien. Forhåbentlig ikke de sidste på en aldrig-mere-sol-nu-kun-mørke-måde, men I ved forhåbentlig, hvad jeg mener.

Nyd solen, hinanden og foråret i Danmark.

Læderhud og bare bryster

Wow, hvor tiden flyver af sted. Jeg har lige haft 2 måneders dag med Melbourne, men det føles alligevel som om, at jeg snart skal hjem igen.

For tre uger siden tikkeder der en sms ind på min mobil fra min kære moder og fader, som på daværende tidspunkt var på ferie i Phuket. Der stod om jeg havde lyst til besøg i weekenden, hvilket jeg naturligvis svarede ja til, veltroende om det var en joke. Men nææ nej, et par dage senere stod mine forældre, med et stort smil på, i Melbourne. Det var rigtig skønt at se dem igen, og vi brugte så weekenden på at trisse rundt i Melbournes skønne gader i det dejlige vejr. Under deres besøg fik jeg en dejlig invitation om at besøge dem i Thailand.

Det siger man ikke ligefrem nej til, så tre dage efter de gamle havde forladt mig, befandt jeg mig på et fly mod Thailand. Et ophold på et par timer i Singapore Lufthavn går lyn hurtigt. Det er jo en helt fantastisk lufthavn, hvor de kan lave nærmest ALT. Jeg lallede rundt som den turist jeg nu var og tog billeder af det hele. Så smukt, så smukt. Efter små 15 timer undervejs ankom jeg til Kata Beach, som ligger en halv times kørsel fra lufthavnen. To styks rugbrødsmadder med leverpostej og frikadelle ventede mig gladelig, eftersom en dansker ved navn Kurt har valgt at slå sig ned med en dansk restaurant i Kata. Det var dæleme dejligt, men er godt klar over, at det lyder ret fjollet at spise dansk mad, når man er kommet til Thailand. De næste par dage stod på total afslapning indebærende dasen på stranden (i selskab med ældre folk i læderhud og med bare bryster), kolde øl i solen, lækker mad, falsk Thai-Elvis, utal af skrigende kvinder på gaden om aftenen, massage til 50 kr. og fire besøg hos Andy, skrædderen, som skulle sy min nye vinterjakke. Turbo-weekend i Thailand er slet ikke en dum idé. På vejen hjem tilbragte jeg otte timer i Singapore lufthavn, før jeg skulle hjem til Melbourne. De blev flittigt spenderet med at læse og lave afleveringer. Som tidligere nævnt, har jeg sindsygt meget at se til på uni, så efter en luksus weekend i Thailand, var det på tide at komme tilbage til studierne.

Regnskov i Singapore Lufthavn

Kolde øl på stranden

Sindsyge elinstallationer i Kata

Solnedgang ved Kata Beach

Efterhånden er jeg blevet ret godt bekendt med de lækre barer i byen, og efter at have prøvet 6 forskellige sidste weekend, føler jeg mig endnu bedre rustet til at gå ud. Torsdag stod på middag og efterfølgende drinks på Madame Brussels, hvor du bliver serviceret af drenge i små hvide shorts. Not bad. De har en lækker rooftop bar, som dog er bedre, når det ikke regner, men drinksene var gode. Længere nede af Bourke st fandt vi The Carlton Hotel, som mest af alt minder om et gammelt bordel; mørkerød velourbetræk, små båse og meget dæmpet belysning. Dog med kæmpe store udstoppede dyr rundt omkring! Fredag blev en early-birdy bestående af lækker akustisk live music ala Jason Mraz og kolde fadøl. Lørdag aften tog Sarah, Alex og jeg til housewaming hos en veninde i Collingwood. Efter hver især at have drukket en flase vin, besluttede vi os for at smutte videre, men det var nemmere sagt end gjort. Af en eller anden grund kunne vi ikke få lov at få Sarah med ind på to forskellige barer, fordi dørmændene påstod hun var for fuld. Jeeez! Tredje gang var lykkens gang, og der fik vi så lov at slæbe fulde-Sars med ind.

Søndag aften var helt fantastisk. Der er (endnu) en rooftop bar i Melbourne, som gennem sommeren har vist fil.. Søndag aften var sidste aften, fordi vi hernede snart går ind i efterårssæsonen. Anyways, det var en helt fantastisk oplevelse. At sidde på 6. etage med åben himmel, tæpper, kaffe, venner og skyskrabere i baggrunden var en virkelig fed oplevelse. Filmen, som var en overraskelse, viste sig at være Fantastic Mr. Fox, som var utrolig sjov og underholdende. Den kan bestemt anbefales. Apropos film (og bøger!) så er jeg lige blevet færdig med at læse A Clockwork Orange, som helt sikkert også anbefales. 

Rooftop Cinema

Not bad!

Næste udflugt bliver til The Great Ocean Road, som jeg endnu ikke har været på. Mig, Sarah, 2x Alex, Kai og Morten lejer en bil om en uges tid. Jeg glæder mig ret så meget til at komme ud og cruise igen – især da jeg har fået fortalt, at det skulle være helt fantastisk.

Adios!

Rugbrød, frikadeller og kartoffelsalat!

Puuuhaaa, back to reality! Så kan jeg love for, at jeg er kommet tilbage på skolebænken. På La Trobe fungerer det således, at til hver fag man er tilmeldt, har man en forelæsning og efterfølgende en undervisningstime. Sidste uge bestod således af at finde frem til de rigtige timer rettidigt, få fat i diverse uoverskuelige dyre bøger og tilmed finde ud af, at man bliver nødt til at skife fag, fordi tiderne i sidste øjeblik blev lavet om. Hurra. Så der sidder jeg mandag aften og finder ud af, at min forelæsning i Introduction to Tourism & Hospitality Service er på samme tid som min forelæsning i Entrepreneurship in the Leisure Sector. Jeg finder relativt hurtigt et alternativ og tænker, at den er i vinkel. Men kun lige ind til jeg får svar fra min vejleder på RUC om, at faget ikke kan godtages. På daværende tidspunkt er timerne fuldt i gang, og jeg er allerede bagud. Efter at have gennemgået næsten samtlige fag på La Trobe, som, vel at mærke, ikke ligger på samme tid som nogen af de andre tre fag. Hvem havde troet at jeg skulle læse introduktion til sociology? Ikke mig, men her befinder jeg mig så nu. Knap 700 kr. fattigere og 200 sider bagud. Sikke en start.

Noget jeg har bemærket ved de studerenede på La Trobe er, at de er utrolige uhøflige. De ser ingen problemer i at vade højlydt ud midt under en forelæsning eller snakke højlydt og tale i telefon under forelæsningen. Jeg er en smule forarget og derfor bliver det for mit vedkommende til vrede, hold-kæft-eller-skrid blikke. Hurra for den kyniske, dyds-dansker.

Midt i alt turbulensen med valg af nye fag, mumlende forelæsere med tyk australsk accent og larmende medstuderende, fik jeg desværre dårligt nyt hjemmefra, som også sat mig lidt ud af kurs. Min kammerat, Viktor, er, sammen med en dansk familie, blevet kapret af pirater. Det er så frygteligt og surealistisk, og det er trist at være i en situation, hvor man hverken kan gøre fra eller til. Jeg holder humøret oppe og håber og tror virkelig at alt ender godt.

Sidste weekend stod i internationale studerendes tegn. I strålende solskin tilbragte jeg det meste af lørdag som frivillig til en festival for nye studerende i Melbourne. Mit arbejde krævede desværre ikke den store insats, men jeg havde en dejlig dag og mødte nogle dejlige mennesker, som bl.a. lærte mig lidt Malaysisk small-talk. Smagen af krokodillekød i form af en pølse, hvilket var meget saftigt og lækkert gjorde ikke dagen værre. Lørdag aften stod på BBQ og bøsse fest, hvilket var totalt underholdende, som dog endte med en lidt for lesbisk-lignende-frisure til mig.

Min flotte frivilligheds-t-shirt!

Søndag morgen stod jeg tidligt op for at bage brød til den Internationale Picnic, som jeg havde arrangeret. Sarah og jeg lavede tilmed god, dansk kartoffelsalt, hvilket viste sig at passe fremragende til henholdsvis Mortens rugbrød og Nikolajs lækre frikadeller. Pointen var, at alle skulle smage de andre internationale studerendes mad, men jeg fandt hurtigt mig selv med en stor portion god dansk mad. Vejret var perfekt, maden var lækker og de ca. 50-60 mennesker som dukkede op havde en dejlig dag. Jeg spillede fodbold med drengene i 30 graders varme, hvilket var lidt af en udfordring for os alle. Os danskere klarede os nu ret godt, og selvfølgeligt vandt mit mit hold begge kampe! Alt i alt en helt fantastisk dag, som igen bød på nye og spændende bekendtskaber.

Sol, sjov og søde sjæle.

De sørgelige rester.

Som sagt er det nu tilbage til virkeligheden. Der er lidt at holde styr på, eftersom jeg har fire forskellige fag fordelt på tre dage med afleveringer som selvfølgeligt rammer oven i hinanden. Det er lidt noget andet end de 5 timers ugentlig undervisning på RUC, men det bliver godt at komme i gang. Nu skal jeg bare have læst, så jeg ikke længere er bagud.

Lost in translation. Them, not me!

Jeg tog som udgangspunkt på udveksling i Australien for at forbedre mit engelsk. Det er dog ikke helt så nemt, når de folk man omgås ikke formår at tale sproget. Èn ting er, at min grønthandler ikke forstår, at alle mine grøntsager gerne må komme i samme pose i stedet for syv forskellige. Det kan jeg leve med. En anden ting er, når jeg lettere bedugget får fanget mig en taxa chauffør, som hverken taler engelsk eller kan finde rundt i Melbourne og derfor beder mig om at vise vej hjem til min lejlighed. Men når jeg frisk og udhvilet kommer ud til universitet og bliver taget imod af en flok internationale studerende, som heller ikke formår at tale specielt godt engelsk, gør det mig lidt trist. Selvfølgelig er det de internationale studerende, som tager imod os, det er da klart, meeen, jeg forstår jo ikke en hylende fis af hvad Mr. Cliff Chin siger, når han prøver at forklarer os om, at det er helt ok at sige nej til sex. Man skal bare forklare, at man hellere vil have sex med sig selv. Helt sikkert. Eller når Igor fra Rusland viser mig rundt på uni, og forklarer på rustent engelsk, hvad de forskellige bygninger hedder. Godt jeg har mit kort over uni og min relative gode stedsans. Udover problemerne med sproget, var vores ”vejledere” desværre helle ikke særlige hjælpsomme, hvorfor jeg sætter meget pris på mit venskab med google.

Orienteringsugerne bød på forskellig information omkring dét at bo og være studerende i Australien, hvilket som udgangspunkt er meget godt. Vi havde dog allerede stiftet bekendtskab med de fleste ”emner”, hvorfor det hurtigt blev mere interessant at blive hjemme med tømmermænd, end at tage den 40 minutters tur til uni for at høre om, hvordan man lever på en budget.

I dag starter jeg på mine første forelæsninger og i næste uge følger mine undervisningstimer. Såfremt mine forelæsere og undervisere har en nogenlunde accent, håber jeg ikke at få problemer med at følge med i timerne, men nu må vi se.

Der er masse af søde mennesker fra hele verden, og jeg har allerede snakket med en del, og har også på en måde allerede fundet en lille klike. Vi hænger så meget ud som muligt, og laver en masse dagligdags ting for at føle os mere hjemme, og det hjælper. Jeg føler mig utrolig meget hjemme i Melbourne, og det er super dejligt. Jeg elsker, at jeg møder folk jeg kender, når jeg kommer ud på uni, og når vi om søndagen tager til mad-marked i Carlton. I lørdags havde jeg arrangeret en Pub Crawl i et område, der hedder Fitzroy. Vi startede med billige pizzaer på Bimbo Deluxe og tog så videre. Desværre lukker barer allerede ved 1-2 tiden i Melbourne, men det var en god aften og vi mødte igen nye og rare mennesker.

Næste søndag har jeg arrangeret en Picnic for alle internationale studerende. Jeg har lavet nogle flyers, som jeg delte ud i sidste uge og håber at der kommer en masse, så vi kan møde hinanden og have det sjovt. Derudover skal jeg på lørdag lave mit første frivillige arbejde. Jeg skal til informationsmøde på onsdag, og jeg glæder mig til at høre, hvad det overhovedet går ud på. Det er en festival for alle internationale studerende i Melbourne, og der skulle siges at være ca. 30.000. (Måske lidt derfra jeg fik min idé til at lave en International Picnic, men schh.)

Opfølgning på min boligsituation: Jeg var ikke (så) naiv, så nu har min udlejer fikset mit værelse. I hvert fald, så der ikke længere er et hul i vægen indtil min roomie. Lydniveauet er også blevet dæmpet, og hvis jeg bare flytter min seng ned i den anden ende af værelset, burde der ikke længere være nogen problemer.

Desuden så jeg i sidste uge filmen "500 days of Summer" 4 gange, og den kan jeg stærkt anbefale. Og nu man er i gang, kan man lige så godt tjekke bandet The Temper Trap ud, som er med på soundtracket til filmen!

Piece of cake!

Der er egentlig ikke så meget at fortælle om vores roadtrip fra Sydney til Melbourne, andet end det var fuldstændig fantastisk. Jeg vil anbefale alle at gøre det, hvis I engang kommer til Australien. Landet er så smukt, så selvom der ikke sker så meget i de små byer ned langs kysten, er bjergene, landet, udsigten og ikke mindst friheden det hele værd. Når det er sagt, skal det selfølgelig nævnes, at man lige skal vænne sig til at køre i den anden side. Jeg startede med at føre bilen ud af Sydney i eftermiddags myldertiden. Vi havde egentlig planlagt at køre inden, men den langsomme ekspedition os Wickedcamper umuliggjorde dette. Første udfordring: Automatgear. Ja, ja, det meget nemmere, men jeg har aldrig kørt med automat gear, så jeg sad bare og gloede på gearstangen, som sad oppe bag rettte i stedet for nede i bunden. Næste udfordring: Kun at holde én fod beskæftiget under kørsel. Jeg havde nær brækket nakken på Sarah, hvorefter hun pænt fortalte mig, at min venstre fod bare skulle slappe af, og at jeg skulle bruge højre for både til speederen og bremseren. Smart. Derfra gik det helt fint, og på nuværende tidspunkt tror jeg ikke, at jeg ville være i stand til at køre bil i Danmark. Uden GPS eller kort kørte vi mod Blue Mountains, som vi nåede et par timer senere. Intet mindre end en fantastisk udsigt, som gør dig helt mundlam. Vi overnattede i bjergene, og kørte videre mod kysten dagen efter. De følgende dage bestod af 6-9 timer kørsel om dagen i et noget mere krævende terræn end det, vi kører rundt i i Danmark. Undervejs besøgte vi nogle af små byer som Wollongong og Mou, og vi fandt ud af, at vi er lige så dårlige til at vælge, hvilken landsby vi vil overnatte i, som til at vælge, hvilket sted vi skal spise. Well.

Fjerde dagen stod på en tur til Phillip Island. En lille ø med mulighed for at se koalaer, sæler og pingviner. Koalaerne var helt klart et hit, men vi var noget skuffet over den ellers så berømte pingvin-parade. Måske var det regnen, måske var det alle myggene, måske var det alle asiaterne, som ikke forrstod de ikke måtte tage billeder af de små væsener, eller måske var det i virkeligheden bare ikke særlig specielt. Anyways, det var en dejlig dag på øen, og vi vågende op med udsigt over havet. I løbet af natten fik jeg erhvervet mig et myggestik lige i øjet (næsten), så det lignede at Sarah havde tæsket løs på mig hele natten. Efter stop hos et apotek, hvor tre damer kiggede på mig, som var jeg elefantmanden, kørte vi hjem til Melbourne.

Weekenden stod på indflytning og fødselsdagskavalkade inkluderende St. Kilda festival. Jeg fandt desværre ret hurtigt ud af, at jeg ikke bor alene. Udover de to katte i huset, Vera og Romeo, har jeg fugle inde i en lille pejs på mit værelse. Derudover er mit værelse i virkeligheden ét stort værelse, som er blevet delt i to med en ussel, tynd væg, som ikke går helt op til loftet, og hvor der er et stort hul ind til det andet værelse. Suk. Jeg kan høre ALT, hvad der foregår inde på det andet værelse. Jeg snakkede med min udlejer, og han mente det var mit eget problem at tjekke efter, om værelset var i god stand. Jo, jo, men der hang et kæmpe gardin foran hullet, og der var ikke nogen på det andet værelse, da jeg kiggede på det. Efter en laang og meget ubehagelig samtale, indvilligede han i, at prøve at gøre noget ved værelset. Der er dog ikke sket så meget endnu, men jeg er optimistisk (eller naiv), og satser på det går i orden.

I Melbourne er det ikke lovligt at drikke alkohol på gaden, da de vil forsøge at mindske antallet af unge, som indtager alkohol. Fair nok - det lyder meget reelt. Men når de afholder en gadefestival og bruger hundredevis af politibetjente alene til at gå og tjekke, at folk, unge som gamle, ikke drikker en enkelt øl, synes jeg simpelthen det er resourcespild. Maybe that's just me! Selvfølgelig skal unge ikke rende og fulde sig på gaden, men at voksne, ansvarlige mennesker (ikke nødvendigvis mig selv) drikker en øl eller ti, kan da virkelig ikke gøre nogen fortræd.

BBQ og Bondi Beach

Sydney here we come! Onsdag morgen tog vi flyet til Sydney, hvor vi kunne overnatte hos Greg, som er Sarahs fars kærestes datters ven. Greg er utrolig gæstfri og vi har fået vores eget værelse med dobbeltseng, air-con, eget badeværelse og adgang til kæmpe terrasse. Det er en super lækker lejlighed i en forstaden Surry Hills. Det tager ca. 20-30 min. på gåben til centrum. Efter at have stået op kl. 3.00 drog vi kl. 09.00 ud i heden.

Turister på tur
Første dag bød således på en tur forbi operahuset, en færgetur rundt i havnen, som, hvis I er interesseret, er en af de største havne i heeeele verden. Ja ja, der var en som rent faktisk hørte efter – måske i virkeligheden som et forsøg på at abstrahere fra de ca. 42 graders varme. Efter en lur i Hydepark gik vi tilbage til forstaden. Vi var mega smadret, men hjemme ventede kolde øl og vores allerførste aussie BBQ – endda med kænguro kød! Greg stod for grillen, off couse, og Sarah ordnet tilbehøret mens jeg drak øl og sludrede. Kænguro er the shit, seriøst, det er super lækkert og det er ret sundt faktisk. Nu ved jeg, hvad jeg skal leve af det næste halve år. Forestil jer en stor kænguro-lasagne? Gotta love it. Vores første BBQ var et hit, og vi gik ud og drak nogle flere øl.

Bondi Beach
Lækkert - endelig en lækker stand, et lækkert hav, lidt overskyet himmel og faktor 30. Der er egentlig ikke så meget at fortælle, andet end det er utrolig lækkert derude og ret smukt. Desuden var der store bølger, så det var bonus. Kender I i øvrigt det, at man står ude i havet, og to fyre står og peger på en? Man tænker, hey, det her kører sgu da egentlig meget godt. Men selvfølgelig kun liiige  indtil man finder ud af, at ens bikinitop er revet halvt af, og trusserne hænger nede om anklerne på en. Well, that's just me!

I på bussen på vej hjem, sad vi bag ved en mand, som åbenlyst troede han var en politibetjent. Han sad og observerede trafikken hele vejen og meldte ”ofte” status til hans kollegaer. Han lød faktisk ret professionelt. Meget underholdende i hvert fald.

Fredag: China town og Bytur i The Cross (Kings Cross)
Mit første indtryk af Kings Cross var, at det mindede mig om den gang mig og pigerne efter gymnasiet tog på druk-ferie i Lloret de Mar. Dørmænd og ambassadører, som vil have dig ind på netop deres bar. Vi fandt dog heldigvis en lækker bar med indie-musik og live bands. Alt i alt en god og fuld aften.

Hot hot hot
Tømmermænd og 42 grader er ikke den bedste kombination, men da vi først vågnede kl 12.35 efter en vild bytur tænkte vi, at vi hellere måtte komme op. Vi havde nær taget livet af os selv, da vi uden nok væske og føde i kroppen bedrog os ud på en gåtur til Paddington. Om lørdagen er  der Padington Market, som er rigtig hyggeligt. Vi spiste en halv-fesen thai ret og hørte de skønne Pete & Dennis spille lækker musik. På vej tilbage til byen fandt vi et totalt lækkert vintage loppemarked i en cafe.
Vi havde egentlig planlagt en hjemmeaften med film på sofaen, men da Greg fortalte os om forstaden Newtown, som er et lidt alternativt sted med mange barer, pubs osv., valgte vi at tage ud igen.

Next
Mandag tager vi på roadtrip, som vi har glædet os sååå meget til. Vi har lejet en gammel van med air-con, mini-bord og sovepladser omme bag i. Det bliver totalt cool. Først og fremmest bliver det spændende at se, hvordan vi bærer os ad med at køre i den ”forkerte” side af vejen. Vi starter turen med at tage til Blue Moutains, ikke så langt fra Sydney. Derefter aner vi ikke, hvor vi skal hen, men det finder vi ud af. Vi regner med at være hjemme i Melbourne fredag d. 11. februar. Indtil da er der  ingen mobil eller facebook. Punktum!