Afslapning vs. tålmodighed i Sihanouk Ville

Jeg er hoppet på bussen mod Cambodias sydkyst, Sihanouk Ville. Bussen kører til tiden og alt tegner godt. Jeg sidder ved siden af en cambodjansk dreng, der bruger det meste af iden på at sidde gemt bag gardinet. Jeg ved ikke helt, om det er fordi han er bange for mig, eller om det er fordi, at jeg bare ikke måtte se noget ud af vinduet. Vi holder tre pauser på den første time, og jeg fornemmer således hurtigt, at det med at holde tiden ikke nødvendigvis vil blive opfyldt på denne rejse.

Vi kører egentlig ret smooth, men pludselig kommer chaufføren frem og giver en laaang besked, som jeg intet fatter af. Jeg finder en engelsktalende mand, som forklarer, at det er en gammel bus, og den ikke har det så godt. Da vi kører op ad en ret stor bakke, begynder det også pludselig at lugte ret brændt, men bussen klarer det. Det er således ikke helt unormalt, at en 4 timers bustur hurtigt bliver til en 6 timers bustur. Det er egentlig meget sundt at prøve, når man til dagligt brokker sig over DSBs evige forsinkelser. Lesson learned.

Jeg tjekker ind på et hostel, men finder snart ud af, at det ikke er lykken. Jeg er tilsyneladende den eneste, der bor der, og jeg bliver indlogeret i et meget fugtigt rum i kælderen. Jeg slår koldt vand i blodet og tænker, at det sikkert er meget hyggeligt. Jeg går en tur i området, og er åbenbart den eneste hvide pige i dette område blandt en masse unge asiatiske piger og gamle mænd. Hmm, det var ikke helt det jeg havde forestilt mig. Næste dag snupper jeg en tuc-tuc, som kører mig til et andet område og til et andet sted at bo. Så slapper jeg lidt mere af.

Planen var, at jeg skulle bruge de sidste dage af min rejse på at slappe af ved stranden, men da der stadig er regntid i Cambodia er det nemmere sagt end gjort. Jeg for brugt lidt tid på stranden, men efter en times tid vælter regnen ned. Inden regnen kom, væltede det rundt med kvinder, som vil sælge alverdens ting. Én ting er, at de prøver at sælge mig deres fine solbriller og armbånd, men når de først begynder at kommentere på min blege krop og mener, at jeg skal have barberet mine ben, sååå synes jeg måske ikke, at de er helt så velkomne :)

Min blege krop på en overskyet strand. 

Hverdagen er så småt begyndt at melde sig, og jeg har fået nogle papirer fra RMIT, universitetet i Vietnam, som jeg skal have udfyldt og sendt tilbage. Det er så ikke helt så nemt i en lille landsby i Cambodia. Det lykkedes mig ret nemt at få printet de enkelte sider, men det vidste sig at blive lidt af en udfordring, da jeg skal have scannet dem ind igen. Efter en lang diskussion med en mand, som insisterer på at hjælpe mig (og fucker op i det) og diverse strømafbrydninger, så får jeg endelig det hele samlet. Men så ikke om de tager penge for hvert enkelt side, man scanner ind? Hehe, jeg synes det var meget besynderligt, og jeg prøvede at forklare, at jeg jo ikke brugte papir på at scanne dem ind, men blot strøm og brug af computeren, men det var han meget uforstående overfor. Heldigvis tager jeg det hele med et smil, men det er meget sjovt at opleve, at nogle, for mig, simple ting, kan gøres så besværlige hernede. Det er vel, hvad der venter mig de næste par måneder, så nu er jeg forberedt!

Jeg har fået slappet lidt af, men er efterhånden blevet ret ivrig efter at komme til Ho Chi Minh og starte studie og finde lejlighed og det hele. Derfor er jeg nu, torsdag, på vej i min nr. to bus til Ho Chi Minh. Som forventet er vi forsinket, og vi rammer ca. byen kl. 21.00. Jeg har siddet ved siden af en mand i 7 timer, som konstant hoster og har et usædvanligt stort forbrug af tiger balsam. Men ellers er alt godt, og jeg er spændt på, hvad der venter.

Det har været fedt at rejse i de 3 uger, og jeg synes, at jeg har fået oplevet en masse. Men fordi der venter nye tider i Ho Chi Minh er jeg bare spændt på at komme i gang. Fredag skal jeg ud på RMIT for første gang og muligvis se på nogle lejligheder. Yay.

Hello Ladyyyy, buy something?

Jeg er tilbage i den lille lufthavn og i det lille fly, som bringer mig til Siem Reap i Cambodia. I asien vender man sig relativt hurtigt til, at tid er en meget svævende faktor. Til min store overraskelse flyver vi afsted 25 minutter før den angivne tid. Det betyder, at vi, efter en relativ bumlet flyvetur, ankommer 40 minutter før planlagt til. Jeg sætter mig ned og venter på mit lift, hvilket ikke noget alle de ventede chauffører bryder sig om. De er sikre på, at mit lift ikke kommer og fatter slet ikke, at flyet ankom 40 minutter før tid. Min lift var dog forsinket, og så er vi tilbage i den gode gamle Asian-time. Jeg sætter mig i tuc-tuc'en og så vælter regnen ellers bare ned. Noget, den åbenbart ofte gør på denne årstid i Cambodia. Great. Min første investering bliver som følge heraf et ultratyndt regnslag, som er i stykker, da jeg pakker det ud. Great x 2.

Jeg smutter ud for at se mig omkring og bliver med det samme mødt af mænd, der råber ”tuc tuc, lady, tuc tuc?”. Nej, jeg vil ikke have med din freaking tuc tuc! Jeg går videre og bliver efterfølgende mødt af alverdens forskellige mennesker, som råber ”Helloooo ladyyyyy, buy something?”. Jeg fornemmer hurtigt, at Siem Reap er en meget ”aktiv” by og at de fleste ser penge, når de ser mit blonde hår komme gående ned af gaden. Det bliver ret hurtigt meget belastende, fordi man simpelthen ikke kan gå i fred og fordi man bliver nødt til at have paraderne oppe hele tiden. Lidt en skam, at det er mit første indtryk af byen, men sådan er det desværre. For at få lidt ro, smutter jeg ind og får en omgang massage. Massørens telefon ringer pludselig, men det er intet problem – hun tager telefonen og masserer bare videre med fødderne.

Tirsdag står på Temples og Angkor og jeg hooker hurtigt op med en fyr fra hostlet og vi beslutter os for at leje cykler og cykle rundt omkring de mange templer. Lige som vi kommer på cyklerne, imellem biler, tu-tuc'er og busser, så begynder det at øs regne. Altså...seriøst regnvejr. Mega regndråber. Det meste af dagen står således på en god blanding af solid regn, solskin, hede og en god omgang fugtighed i det tynde regnslag.

Regn og Temples of Angkor

Det var dog helt fantastisk at se de mange flotte templer, men jeg må også indrømme, at jeg var godt og grundig øm bagi efter en hel dag på cyklen. Resten af aftenen stod på gadekøkkens middag og tidlig i seng, fordi vi satsede på at komme op kl. 4.00, så vi kunne komme ud og se solopgang ved det Angkor Wat. Lidt forsinket og uden lys på en meget mørk vej drøner vi kl. 04.50 mod templerne for at nå solopgangen. Vi når det lige præcis, og det var sååå smukt.

Solopgang ved Angkor Wat

I den efterfølgende regn klarede vi på et par timer nogle af de store og rigtig flotte templer. Det var ærgerligt med regnen, men det var virkelig en god oplevelse.

Next Stop Phnom Penh

Busturen til Phnom Penh var virkelig speciel. Jeg rejste afsted sammen med Sara fra Michigan og Mou fra Taiwan. Det startede meget godt, men da jeg på et tidspunkt gik ned på et tomt sæde for at tage mig en lur, så fik jeg mig noget af en overraskelse da jeg vågnede. På trods af de mange tommer sæder i bussen, havde en cambodiansk mand valgt at sætte sig lige ved siden af mig, og sad og gloede og halv-grinede af mig, da jeg vågnede. Meget interessant. Jeg valgte dog hurtigt at sætte mig op foran igen. Da vi holdt pause et sted midt i landet stod den på spændende og anderledes snacks. Vi blev budt velkommen af en masse fade med stegte insekter og kæmpe edderkopper. Yaiks. Jeg købte i stedet en iskaffe og troede jeg var sikker. Da jeg kom tilbage i bussen havde Mou købt en pose græshoppe-lignende dyr. Mig og Sara stod for skud og fik os en lille snack.

Snacks?

Jep, vi prøver!

$1 land

Cambodia er lidt som et $1 land. Du kommer rigtig langt med en masse $1 sedler og du kan få alt, hvad du har brug for for $1, som eksempelvis: 2 fadøl, 1 måltid fra et gadekøkken, 10 postkort og en tuc-tuc til dit hostel. Not bad.

Første dag i Phom Penh tog vi til Killing Fields, som er et meget rørende område lidt uden for byen. Det er stedet, hvor ca. 3 milioner blev dræbt af Pol Pot og hans kommunistiske oprørsgruppe i 70'erne. Efterfølgende tog vi hen til den skole, som de brugte til at torturere folk. Det var meget overvældende og ikke en særlig behagelig oplevelse. Efter disse to sights havde vi det alle lettere ubehageligt. Vi mødte desuden en af de mænd, som havde overlevet opholdet på skolen, hvilket var meget imponerende.

Fredag aften var en meget besynderlig aften. Med den dårlige smag i munden efter dagens udflugter mødtes vi med Mous ven, som bor og arbejder i Phnom Penh. Han har åbenbart en god stilling og tjener rigeligt med penge. Vi blev derfør hentet af hans privatchauffør. Vi tog hen for at få en massage, og mig og Sara ville gerne have en kold øl. De havde de bestemt ikke, men vi fik dem overtalt til at rende i kiosken efter øl til os. At få massage og drikke kolde øl er helt sikkert en af mine nye yndlings beskæftigelser. Det var et meget fancy sted, og Sara og jeg var lidt nervøse for, hvor meget vi skulle hoste op. Ingenting åbenbart. Mous ven betalte det hele.

Efterfølgende tog vi på casino, hvor vi virklig var under-dressed i forhold til damerne i gallakjoler, som tog i mod os. Haha, det var virkelig en joke, men det var åbenbart et sted, hvor Mous ven kom tit. Vi bestilte alt fore dyre drinks, og senere kom der også en flaske sprut på bordet. Der kom et asiatisk coverband ind og begyndte at spille alverdens popsange på engelsk. Sara og jeg var de eneste hvide mennesker derinde, og vores bord var nok også det eneste, som overhovedet kendte til sangene. Da de spillede Gangnam Style løb jeg på dansegulvet og var den eneste hvide pige, hvilket betød at der blev gloet en del. Det var simpelthen så grineren at være sådan et sted, hvor jeg normalt aldrig ville sætte mine ben. Da vi skulle afsted, blev regningen betalt for os og vi blev kørt hjem af chaufføren. En meget underlig men meget underholdende aften som backpacker i Cambodia.

Asiastisk coverband i meget lavtaljede bukser.

De hvide piger fik røde roser.

Det er nu lørdag aften og vi sidder med lidt tømmermænd og hygger os. Vi var på det Russiske marked i dag, som er et marked, hvor de fleste af tingene er stjålet. Det virker vildt dumt at støtte op om det, men jeg kom alligevel til at købe et par Converse sko til $13. I morgen rejser jeg videre til Sihanouk Ville, som er nede ved stranden. På trods af regnen håber jeg alligevel, at der bliver tid lidt dasen inden jeg igen smutter til Vietnam om en uges tid.

Dragon Boat Race og gadefest i Luang Prabang

Bye bye, Hanoi. Well helloooo, Laos and Luang Prabang.

Jeg forlod Hanoi meget tidlig fredag morgen for at drage videre til Laos, hvilket jeg så meget frem til. Er så spændt på alting, fordi det hele stadig er så nyt og spændende for mig.

Jeg ankommer i en lille flyvemaskine til en meget lille lufthavn i Luang Prabang. De ca. 10 mennesker, som er på arbejde i den lille lufthavn, virker ret forvirrende omkring visum, selvom man skulle synes, at det var noget de var vante til. Jeg fik dog relativt hurtigt fixet mit visum og fandt derefter min bagage smidt på gulvet et random sted. Jamen tak tak da. Nå, men jeg trasker videre ud af terminalen og forventer et ræs af chauffører, som er ivrige efter at køre mig ind til byen. Tværtimod. De sidder alle sammen og glor, og ligner nogen, der godt bare kan lide at sidde der. Jeg finder to Japanere og overbeviser dem om, at det er bedst for alle, at vi deler en taxa til byen. Det kan de godt se det smarte i.

Turen til byen byder på smuk natur og fantastiske hus konstruktioner, men også faldefærdige, små huse. Luang Prabang er en by fuld af mange templer, og deraf mange munke, en masse gadekøkkener med forårsruller og frisk juice og ikke mindst over 300 Guest Houses. Jeg trasker derfor lidt rundt, før jeg finder mig et sted at bo. Luang Prabang er mere rolig end Hanoi og der er ikke lige så meget vild trafik. Folk kører heller ikke helt så tosset, men de er stadig ikke glade for vejstriber og lyskryds.

Munkene er meget interesseret i Dragon Boat Race

Udsigt fra Phu Si

I modsætning til Hanoi, så råber de lokale ikke længere ”motorbike, motorbike” efter en, men derimod ”tuc tuc – tuc tuc” - lige lidt interesseret er jeg dog. De råber ikke lige så meget efter en, som de gjorde i Hanoi, og det er rart, at man kan gå lidt mere i ro. Men mår man er vant til råberiet fra Hanoi, så bliver man helt forundret, hvis man går forbi fire tuc tuc chauffører, som ikke prøver at sælge én en tur.

Jeg går ned og vælger et bar bøffer fra et gadekøkken til at blive smidt i min sandwich. Det er stærkt, men smager dejligt. Ingen forstår engelsk, men de små piger kigger meget og smiler. Til gengæld kan de små piger, der sælger smykker langs gaden, både sige ”Buy something?” og ”How are you?”. Gad vide, om ikke det kommer deres lille butik til gode, når os dumme turister kommer forbi.

Nede ved floden er der råb og skrig. Der er åbenbart træning til det store Dragon Boat Race, som skal foregå lørdag. Det er imponerende, hvor mange de kan være i én båd – 48 personer!

Lørdag er der gang i gaden med endnu flere madboder og en tivoli-agtig stemning. Alle er glade, og børnene leger og de voksne drikker Beer Lao. Også mig. Jeg prøver at finde ud af, hvordan jeg skal fortsætte min rejse. Det er lidt en jungel, men jeg beslutter mig for snart at rejse videre. Jeg sidder langs floden og ser Boat Race. En gammel mand peger på bådene og nikker. Ja ja, den havde jeg godt regnet ud, men tak :) Jeg aner ikke, hvad reglerne er eller hvilke hold, der er med, men jeg ved, at det røde hold, er det bedste. Senere sidder jeg og nyder en iskaffe med oreo (!), mens de spiller Gangnam Style i baggrunden. Yes sir!

Folk samles ved floden

Gang i gaden!

Go go go!

Søndag stod på elefantridning og en tur til Kuang Si Falls. Jeg var afsted på en tur med to australske par på ca 53 år. De var super flinke, og det var egentlig meget rart med lidt selskab. Vi hoppede på elefanterne, og det var faktisk ikke en vild behagelig tur. Det var en meget sjov oplevelse, men terrænet var meget bakket, så det føltes lidt som om, at man var ved at ryge ud af sædet. Min elefant var desuden lidt besværlig og min ”mahout” havde lidt problemer med at styre den. Men spændende var det helt sikkert, og jeg er rigtig glad for, at jeg gjorde det.

They see me rolling...

Efter elefantturen tog vi til Kuang Si Falls, hvilket var utrolig smukt. Det var virkelig behageligt at være i de omgivelser, og vi havde 1 ½ time til at tulle rundt. Vi gik en lille tur og hoppede så i vandet. Det var SÅÅÅ lækkert, og jeg prøvede at hoppe ud i vandet via et reb bundet fast til et træ. Det var faktisk vildt svært at holde sig oppe, men det var pisse sjovt. En dejlig oplevelse og en rigtig hyggelig dag.

Kuang Si Falls

Prøver at nå rebet

JUUUMMMP!

Om aftenen forsøgte jeg at bruge mine sidste penge/kip på markedet, men uden held. Jeg fik dog købt nogle fine ting, men har stadig penge tilbage. Derfor sidder jeg nu på ”Joma Cafe” og har lige fået en stor kaffe latte og en breakfast burito. Tænkte jeg måtte forkæle mig selv lidt fordi det regner og fordi det er mine sidste timer i Laos. Jeg flyver om et par timer videre til Siem Reap, Cambodia. Endnu et eventyr forude!

Latte, burito og blogskrivning!

Don't run, don't stop – just walk!

Efter 18 timers transport fra Danmark til hovedstaden i Vietnam, Hanoi, er jeg efterhånden lidt træt, men også spændt på at se, i hvilket land jeg skal tilbringe de næste mange timer og måneder.

Jeg smutter ud til Lufthavnsbussen, som er en mini-bus, der ikke kører, før den er fuld. En mand spørger, hvor jeg er fra, og da jeg siger ”Denmark”, siger manden ”beer beer”, og jeg nikker stolt. Så er vi i gang!

Min danske nationalitet gør mig egnet til at side foran i bussen, hvilket de andre passagerer syntes at være en smule utilfredse med. Det er mig en glæde...og skræk, da jeg nu sidder på først parket til Vietnams dødstrafik. Det er ikke usædvanligt, at man bruger nødsporet på motorvejen til at overhale, og også meget normalt at man går langs nødsporet på selv samme vej. De to ting kunne meget vel clashe, men det formoder jeg, at vietnameserne er for rutinerede til. Som tiden går mødes vi ligeledes af flere motorcykler, cyklende og sågar almindelige biler, som kører imod kørselsretningen. Så dytter man bare lige en ekstra gang, og så er alt godt.

Trafik i Hanoi

Efter ankomsten til Hanoi røg jeg (som den urutinerede rejsende blondine i Asien, som jeg nu er) ind i en taxa-scam. Det drejede sig om småpenge, men det var alligevel en virkelig træls start. Heldigvis blev jeg mødt af søde mennesker på mit Hostel.

Tirsdag var jeg klar til endnu at begå mig ud i den kaotiske trafik i Hanoi. Det vigtigste er, at man bare skal gå stille og roligt over vejen. Også selvom der kommer en stor, fed lastbil kørende imod dig. Don't run, don't stop – just walk! De første gange holdt jeg vejret, når jeg krydsede vejene, men nu ser jeg pludselig mig selv stå midt i en vejkryds omringet af biler, motorcykler og cykel-butikker med alverdens ravl og skrat.

Dagen stod på opdagelse i det gamle kvarter, på markeder, museer og meget mere. Da jeg nåede aften ville jeg ud og finde et gadekøkken, men det var nemmere sagt end gjort. Det vrimler med små gadekøkkener, hvor du peger på den mad du vil have og sætter dig ned på deres små børne-plasticstole for at spise. Jeg vandrede op og ned af gader, men det tog alligevel ca. 20 min., inden jeg fik taget mod til henholdsvis at sætte mig på de aaalt for små stole, til at finde et sted, der så nogenlunde godt ud og til at finde et sted, som ikke var helt crowdet.

Jeg fik taget mig sammen og fik bestil noget mad. Menuen bestod af ris, kylling i soya og en enkel form for coleslaw – hvidkål og gulerødde, ingen dressing. Bum.

Risene var tørre og chilien meeeeget stærk, men jeg bilder mig selv ind, at det var det bedste måltid, jeg havde fået længe, fordi det var så langt fra mine vante omgivelser. Den store, kolde øl til $1 hjalp dog på det hele. Efter en halv time i den lille stol var trangen til at strække mine ben efterhånden ret stor.

Aftenens køkken

Aftenens måltid

Onsdag var dagen, hvor jeg prøvede min første motorcykel taxa. Jeg var vildt nervøs forinden, men det gik helt fint, selvom detvar med livet som indsats. Én ting skal de sgu have, de har styr på deres bikes. Uden pis.

Anna og jeg bagpå motorcyklen

Vi ankom til busstationen i Hanoi for at fange en bus til Ninh Binh. ALLE ville have fat i os og prøve at sælge os random natbusser til alle mulige steder. Vi var tre piger afsted, og da de to andre forlod mig en kort stund blev min blege hud og mit blonde hår meget hurtigt interessant. Vi fandt dog hurtigt en bus, med air-con, og fik forhandlet en fair pris. Bussen skulle køre kl 11.00 og det blev faktisk også overholdt, meeeen, de tre første km kørte minibussen stille og roligt langs vejen og en mand med hovedet ud af døren råber ”Ninh Binh”, og får da også lige gaflet et par ekstra passagerer.

Lidt uden for Ninh Binh ligger Tam Coc, som er et utroligt smukt område. Jeg vil egentlig ikke sige så meget andet, end at det var fantastisk at komme lidt væk fra storbyen og larmen til stille og rolige omgivelser. Vi sejlede to og to i en båd, så jeg hookede op mig en hollandsk pige. Manden, der sejlede, brugte sine fødder, hvilket var ret imponerende.

Turisten ved Tam Coc

Torsdag er sidste dag i Hanoi og jeg har vandret rundt i det meste af byen. Det skal lige nævnes, at der faldt en lille sten fra mit hjerte i dag, da jeg fandt en butik, som sælger relativt fedt tøj i min størrelse. Jeg håber, at den også findes i Saigon, så jeg ikke skal leve i det samme kluns de næste par måneder.

Here we go again

For lidt over et år siden kom jeg hjem fra det skønne Australien, og nu må jeg altså afsted igen. Jeg drager til Asien og skal læse på RMIT University i Ho Chi Minh City (HCMC). De første 3-4 uger bruger jeg dog på den klassiske se-mig-jeg-backpacker-lige-i-Laos-Cambodia-og-Vietnam rejse. Bagefter drager jeg til HCMC, hvor jeg skal hygge mig med nudelsuppe til morgenmad og million valuta. Det bliver spænden, uden tvivl. Men I kære mennesker herhjemme vil skam blive savnet rigtig meget.

Stay tuned!