Efterårssol

Siden jeg kom hjem fra New Zealand har den stået på triste regnvejrsdage og travlhed på universitet. Torsdag afleverede jeg min sidste aflevering i denne omgang. Jeg har en aflevering tilbage inden uni slutter om 1 uge, og læseferien begynder. Jeg har fire eksamener på en uge, så jeg får nok at se til. Jeg må ikke have nogen som helst hjælpemidler med til mine eksamener, så det er lidt noget andet end jeg er vant til på RUC. Men det er nok meget sundt at prøve.

Fredag var jeg til min første Footy kamp. Det er en australsk, alternativ form for fodbold/rugby. Jeg ville meget gerne kunne forklare reglerne for jer, men det forekommer mig desværre umuligt. Udover alle spillerne, som render og dasker til hinanden uanset om de er i nærheden af bolden eller ej, render der vandbærer rundt og ”hjælpere”, som skal give instruktioner til spillerne. Meget forvirrende. Foruden dem er der ca. 7 forskellige slags dommere, og man ved at det er et underligt spil, når selv dommerne træner i pausen. Det var nu alt i alt meget underholdende på trods af mit hold tabte. 

Meget gammeldags og alternativ måde at hejse et banner på.

Turisten til Footy.

Maria og jeg var meeeget kede af at Carlton tabte :-(

Footy Fans

Derefter stod den på bytur og jeg rendte lynhurtigt ind i de fleste af de folk jeg kender i Melbourne. Jeg møder efterhånden flere jeg kender end når jeg går i byen i København. Jeg mødte også de to folk fra EDU, som for noget tid optog en video af mig som studerende i Melbourne. Hun sagde at videoen er færdig, så det er jeg spændt på at se.

Lørdag bød på den flotteste solskinsdag midt i efteråret. Jeg tog på Victoria Market for at handle ind til ugen og spiste frokost i solen med Sarah. Det var så dejligt at mærke solen igen, og jeg ville ønske den ville blive ved med at skinne.

Om aftenen kom Sarah til middag og sammen med mine nye housmates havde vi en fantastisk sjov aften. Vi tog på en bar, hvor en af Carly's venner skulle optræde senere. Han er dragqueen. Den aften så jeg så mit første dragshow ever og det var så sjov. Bortset fra de idioter, som valgte at kaste æg efter os, da vi sad udenfor for at få noget frisk luft. Udover det havde vi en fantastisk sjov aften. Mine nye housemates er SÅ fede, og jeg ville ønske jeg kunne tage dem med hjem til Danmark.

Som sædvanlig spiser jeg brunch med pigerne hver søndag. Det er en tradition som jeg med garanti kommer til at savne hjemme i København. Hen ad eftermiddagen tog jeg med min svenske veninde Maria og hendes roomie til en koncert i Fitzroy. Det var et band der heder The Band Who Knew too Much, og de var mega fede. Det var lidt en blanding af folk, country, ballade, balkan musik. Det var i et fantastisk humør, som smittede af på alle. Efter koncerten tog vi en snak med dem, og det viste sig, at de kommer til Danmark og spiller i Juli og August.

The Band Who Knew Too Much

Mandag morgen vågnede jeg og følte mig ret skidt tilpas, men som det dydsmønster jeg er, tog jeg alligevel på uni. Det skulle jeg ikke have gjort. Efter en times undervisning og en kort pause, fandt jeg pludselig mig selv besvimet lige i midten af uni i skønt regnvejr. I som kender mig ved at jeg desværre har prøvet det en del gange, så efter at blive tilset tog jeg hjem igen. Nu har jeg haft dunkende hovedpine i 3 dage og det er så irriterende og kedeligt. Kan hverken læse, høre musik eller se kedelige film fordi det alt sammen forstyrrer mit lille hoved.

I morgen kommer pigerne til middag, så jeg bliver nødt til at blive frisk. Desuden er det kedeligt bare at ligge her, så forhåbentlig bliver det bedre. Gode idéer til at kurere 6 dages konstant hovedpine modtages i øvrigt gerne.

Der er nu under fem uger til jeg er tilbage i Danmark, og det skræmmer mig lidt. Jeg har det så dejligt her i Melbourne og jeg føler mig virkelig hjemme, men på den anden side bliver det også skønt at komme hjem. Jeg har overvejet at rejse lidt mere rundt inden turen går til Danmark, men jeg har besluttet mig for at blive og nyde den sidste tid i Melbourne. Tror jeg.

Fantastiske New Zealand

Hjemkommet fra en intet mindre end helt fantastisk uge på New Zealand. På den ene side var en uge for meget for mig, men på den anden side havde jeg lyst til at blive meget længere. Forklaring følger. Jeg kan nu anbefale nogle fantastiske ting at lave på New Zealand, men jeg kan tilgengæld også komme med nogle anbefalinger til, hvad man ikke skal gøre – både før og undervejs!

Lørdag – Afrejse fra Melbourne

Fornuftige og velorganiseret mig havde selvfølgelig valgt at pakke sin kuffert og gøre alting klar til afrejse allerede fredag. Og det viste sig at være meget fornuftig, eftersom fredag aften bød på en ordentlig omgang druk på Crown Casino i Melbourne. Jeg aner ikke, hvordan jeg fik mig forvildet derhen, men en stor aften blev det til, og jeg kom i seng kl. 5.00. Tre kvarter før, min alarm skulle vække mig og 1 time og 1 kvarter før min taxa kom efter mig. Meeen, jeg, som ellers altid kommer til tiden og altid hører sin alarm, blev vækket kl 7.00, da min veninde fra uni ringede og spurgte, om jeg var på vej med taxaen. Jeg skulle hente syv piger på uni, hvoraf en skulle med et tidligere fly end os andre. Jeg fik med en meget hæs og træt stemme stammet, at jeg altså stadig lå og sov. Shit! Jeg bestilte en ny taxa til pigerne, og op med mig. Ih, hvor var jeg lykkelig over, at min kuffert blot skulle lukkes og så afsted. Jeg indså, at jeg havde ok tid, så jeg behøvede heldigvis ikke spendere en formue på en taxa til lufthavnen. Da jeg ankom i lufthavnen og mødte de andre piger, og fik bekræftet at den ene pige havde nået sit fly, kunne jeg endelig slappe af. Jeg indså, at jeg stadig var fuld, så jeg kunne ikke helt magte den kæmpe mængde af mennesker ivrige efter at komme på påskeferie og den skrappe check-in dame, som fortalte mig at min kuffert var 2 kilo for tung. Jeez. Om bord på flyet faldt jeg i snak med en vældig flink mand, som jeg dog overhovedet ikke kunne overskue at underholde, da mine tømmermænd så småt begyndte at sætte ind. For mig, som ikke er ovenud lykkelig for at flyve, var tømmermænd ikke den bedste løsning.

Ankomsten til Christchurch var ved første indtryk meget bedre end forventet, men det var desværre kun indtil jeg kom ind til centrum. Det gav en frygtelig sus i min mave, da jeg så alle de smadrede hjem, butikker og kirker rundt omkring i byen. Hele CBD var total lukket af, så der var ikke meget at komme efter. Jeg var efterhånden ret træt efter en lang og kaotisk dag, men eftersom jeg ikke havde lyst til at blive i Christchurch, måtte jeg planlægge de næste par dage. Jeg brugte et par timer på nettet, hvilket kun resulterede i køb af en forkert togbillet og ligegyldige tilbud på udlejningsbiler. Suk og godnat!

Christchurch by night

Søndag – Helligdag åbenbart

Eftersom jeg ikke har set tv i de sidste pa måneder og derfor ikke er blevet voldtaget med små kyllinger i tv avisen, havde det lidt gået min næse forbi, at det i dag var palmesøndag = alt er lukket eller fuldt booket. Jeg ringede til alle mulige udlejningsfirmaer for at skaffe en bil, og fik til sidst fat i en mand, som mente jeg skulle være meget taknemmelig for, at han havde åbent, for det var jo påske. Alright, men stik mig nu bare en bil. To tyske piger fra mit hostel gav mig et lift til min kommende bedste ven (bilen, ikke manden). Da jeg åbnede døren til hans ”kontor”, fik jeg noget af en chok, da mit syn stødte på en gammel mand liggende i sin seng. Men nej nej, den var god nok. Han var bare forkølet, så derfor han lå i sengen. Heldigvis bad han mig om at gå udenfor, inden at begyndte at påklæde sig. Det var jeg glad for. Han viste sig at være en utrolig venlig mand, som kørte mig til lufthavnen, for at vælge den helt rigtige bil. Mit valg faldt på denne her:

Bilen var godt nok løbet tør for olie, men hvis jeg lige gad at købe et par liter og fylde den op, så skulle han nok returnere pengene. Fjong fjong. Efter blot 10 minutters kørsel var jeg overbevidst om, at det var den helt rette løsning at leje en bil. Fik jeg forresten nævnt, at de andre piger fra uni havde lejet en van, som de skulle køre rundt i, og at jeg rejste alene? Anyway, now you know.

Det startede godt ud med en dejlig rock kanal på radioen, som spillede alle mine favoritter liiige indtil jeg ramte bjergene. Det kunne den stakkels radio ikke klare, så der sad jeg, cruisende i min bil uden radio eller cd. Godt at min skønsang kunne underholde mig de næste par timer.

Første destination: Kaikoura

Kaikoura ligger små 200 km nord for Christchurch, og er en dejlig lille by ud til vandet. Det er en utrolig smuk by, og det første jeg gjorde da jeg ankom var at bestille en hval-cruise til næste morgen. Jeg vandrede rundt i byen, nød det gode vejr og lavede dejlig advokadoæggewrap til aften. I mit 10-sengs værelse boede udover mig selv Hayley fra England, og en flok på otte fyre og piger fra hele verden, som studerede i Newcastle, Australien. De rejste ligesom mig rundt på sydøen i deres påskeferie og havde nogenlunde samme plan som mig, så vi aftalte at ses når vi alle ankom til næste destination.

 

Mandag – Hvaler, vejr og vej

Korrektion: Ingen hvaler. På grund af dårligt vejr, var min kl. 7.00 whale-watching cruise aflyst, og de andre ture i løbet af dagen ville nok også blive aflyst. Jeg var i mellemtiden kommet i tanke om, at jeg jo rent faktisk bliver ret så let søsyg, så det gjorde mig faktisk ikke noget. Jeg overvejede at smutte tilbage til hostlet og tage en lur, men besluttede i stedet for at køre mod vestkysten, da jeg vidste, at jeg havde 5-6 timers kørsel foran mig. Det viste sig at blive til 10 timers kørsel i stedet, da New Zealand er et meget bølget og besværligt terræn at køre i. En kende anderledes end vores ellers så dejlige, flade terræn i lille Danmark. Med min nyindkøbte cd ”25 Greatest Rock 'n' Roll Hits of All Time” (den eneste cd de havde i Kaikoura), en lur og 1 times pause i Greymouth klarede jeg mig snildt igennem de 5-600 km.

Franz Josef mindede mig om alle de gange jeg har været på skiferie, fordi det var rigtig koldt, man kunne se sne på toppen af bjergene, alle rendte rundt med huer og handsker og der var ikke andet end gleicherne at komme efter. Jeg fik bestilt min gleicher hike til dagen efter, og havde ellers bare en stille og rolig aften på hostlet. Der blev vist Ringenes Herre, og eftersom jeg aldrig har gidet se de film, tænkte jeg, at jeg ville give det en chance. Men nej, stadig ikke imponeret.

Tirsdag – Venner og bekendte

Da jeg 10.30 stod og ventede på at komme op til gleicherne, blev jeg pludselig prikket på skulderen. Det var min gode veninde fra uni i Melbourne, som skulle med på samme tur. Malin rejste sammen med Rebecka og Clara, og jeg vidste godt, at de også var på New Zealand. Vi havde ikke aftalt at mødes, men det var en dejlig overraskelse. Op i gleicherne med os. Med mine to knæoperationer taget i betragtning, gik det overraskende godt, og det var en helt fantastisk oplevelse. Det var en virkelig fed fornemmelse, og det var et fantastisk udsyn, som ventede os. Vi fjollede rundt på isen i halvanden times tid, og fik taget en masse billeder.

Da jeg var på vej ned til the ”hot pools”, råbte nogen pludselig efter mig på gaden. Det var mine venner fra Newcastle uni, som nu også var ankommet til Franz Josef. Vi drak et par glas vin, men skulle alle videre til Queenstown i morgen, så det blev en stille og rolig aften.

Onsdag - Nye venner og gamle bekendte

Onsdag moren kl. 9.00 var jeg klar til endnu en dag på New Zealands snørklede veje. Men denne gang var det lidt anderledes. Jeg havde nemlig fået støvet 3 piger om, hist og her, som alle skulle mod syd. Anne fra Holland, Kirsten fra Tyskland og Shelly fra England. Min lille bil var fyldt til randen med bagage, men det var en rigtig hyggelige tur. Vejen ned langs vestkysten, er SÅ fantastisk flot. Vi holdt ind flere gange, bare for at nyde den fantastiske udsigt.

Anne skulle af i Wannaka, som er ca. 160 km fra Queenstown. Vi tog en kaffe pause, og vi snakket af, inden vi skulle sige farvel til Anne. Wannaka er en lille, hyggelig by, med en utrolig flot udsigt over floden, og vi havde næsten ikke lyst til at forlade stedet.

Anne, Kirsten & Shelly

Wannaka

Et par timer senere, og med lidt mere ro i bilen, ankom vi til Queenstown sidst på eftermiddagen. Vi fik tjekket ind, spist og gik så i baren. Queenstown har et lidt ungt publikum, hvilket er reflekteret i måden at gå ud på. Men hvad fanden, vi hoppede med på vognene med 2 for 1 $4 vodka og tekander med 15 shots i. Senere på aften mødte jeg igen Malin og de svenske piger samt vennerene fra New Castle. Det blev til en lang nat, med 4 timers dansen til 4 timers pop-musik på repeat.

Torsdag – Enough is enough

Torsdag var dagen, hvor jeg indså, at jeg ikke kan klare så meget smuk natur på blot 7 dage. Jeg kunne næsten ikke overskue flere flotte udsigter, så i stedet for at tage på endnu en fantastisk tur til endnu et fantastisk vandfald eller en fantastisk flot, valgte jeg at pleje mine tømmermænd i Queenstown. Jeg vandrede lidt rundt i byen. Det var rigtig koldt, men solen skinnede, så det mindede mig og en solrig vinterdag i Danmark. Jeg købte den berømte Ferg Burger, og satte mig til floden for at kigge nærmere på den.

The Classic Ferg Burger

Efter at have fordøjet burgerne og taget en lur, gik jeg en langs tur ved floden og fandt et lille, stille og roligt sted med en dejlig udsigt og lå så bare der og nød vejret i et par timer.

Lake Wakatipu

Efter min $5 Pie & Potato middag på mit hostel, besøgte jeg Newcastle folkene på deres hostel, og så var det ellers gårsdagens aften på repeat. Mere fuldhed og øl-stafet ventede i barene, men (heldigvis!) skulle jeg tidligt op og køre dagen efter, så jeg blev simpelthen ”nødt” til at tage tidligt hjem.

Fredag – Bungee-jump, politi og indbrud i bil

Fredag var min sidste dag på New Zealand, som jeg brugte sammen med min lille bil. Vi havde ikke travlt, så kørte blot mod nord. På vejen kom jeg fordi dette, igen, fantastiske sted.

Nr. 2 stop blev ved AJ Hacket, som er en af de kendte bungee-jump steder. Jeg stoppede over for at tage en kig, og fik mig et forfærdeligt chok, da en gut fik forfumlet sig ud over kanten, og faktisk stop ret og og ned i luften i 2-3 sekunder, inden rebet fik fat og vendt ham om. Det var nok for mit vedkommende, så jeg skyndte mig videre.

New Zealands veje er ikke ligefrem overbefolket, så somme tider bliver man fristet til at køre lidt hurtigt. Alright, jeg kørte måske en anelse over angivelse, så da jeg pludselig så en politibil med udrykning bag mig, tænkte: Shit, ikke igen! Heeeldigvis drønede politibilen blot forbi mig, og jeg åndede lettet op.

Vejen til Christchurch var rigtig lang, og da det først blev mørkt, var der ikke så meget smuk natur at se på. Jeg stoppede over i nogle småbyer, og tog en lur hist og her. Kl. 23.00 ankom jeg endelig til Christchurch lufthavn. Efter 5 minutter havde jeg fået lavet en rigtig fin og førstegangs parallel parkering i den forkerte side. Meget stolt lagde jeg mig til at sove i den meget kolde bil. Jeg drømte at nogen brød ind i bilen, så jeg vågnede brat op, og besluttede mig for at tøffe over i lufthavnen og sove videre. Da jeg kom ud af bilen, var både bilen foran og bagved mig væk. Så meget for den parkering. Lufthavnen var varm, og uden mulighed for indbrud, men efter en times venden rundt på det hårde gulv, besluttede jeg mig for at ”stå op”. Kl. var ca. 4.15 og mit fly gik kl. 7.00. Det havde været en lidt hård nat, men på den anden side ikke mere hård end så mange nætter på Roskilde Festival. Flyturen sluttede af med et par timers søvn og savlen til ca. 700 skrigende småbørn.

Nu har jeg været hjemme i en uge, og det er faktisk meget dejligt, selvom jeg savner den skønne natur. Jeg har ret så travlt på uni med en del afleveringer og præsentationer, men så snart det er ovre, kan jeg slappe lidt af igen indtil mine 4 eksamener mellem d. 15-22 juni. Den 26. juni rejser jeg hjem til Danmark, men det snakker vi ikke om.