Julen er nået til Vietnam

Vietnam er et land, hvor folk uden ben sidder midt på vejen og sælger lotto kuponer, og hvor blinde mænd står midt i en rundkørsel og tigger. Men det er også et land med utallige store shoppingcentre, hvor folk kan flaske deres dyre tasker og nyeste Apple-gear. Vietnam er uden tvivl godt for sjælen!

Okay okay, så er der gået lang tid igen, men det betyder blot, at der er en masse at berette om denne gang. Det er efterhånden ved at være noget tid siden, men siden sidst har jeg fået mig en mini-scooter. Okay, det er faktisk en elektrisk cykel, men synes mere, at den minder om en mini-scooter. Den kan kører helt op til 30 km i timen...Når det går ned af bakke i hvert fald. Dette betyder, at jeg nu ikke længere skal med den lokale bus, og det kan jeg sgu egentlig godt lide.

Mini-scotteren hedder Lucille, og vi to har tilsammen allerede overhalet de første mange cyklister, motorcykler, biler og sågår et par busser og lastbiler. Så kom ikke her og sig, at den er langsom. Det er SÅ fedt at drøne rundt i trafikken hernede, og ja ja, jeg skal nok passe på. Men det er faktisk ret sjovt, fordi der ikke rigtig er nogle regler, så det er bare først til mølle, og eftersom folk ikke er interesseret i at køre dig ned, så stopper de blot, hvis du kører ind foran dem. Det sjoveste er de store rundkørelser, hvor det føles lidt som en labyrint, hvor det så gælder om at finde ud. Jeg kører om kap med de lokale, som bare griner ad mig og Lucille, men jeg tager altid kampen op!

Mine nye kærlighed, Lucille

Funny facts om trafikken i HCM
Trafikken i HCM er crazy. SOm nævnt, er der ingen regler, men til gengæld har de en helt masse lyskryds, som rent faktisk viser, hvor lang tid der er, til lyset skifter. Lidt credit skal de have. Men derimod er der også nogle sjove ting, som altid for mig til at grine. På trods af de utallige lysreguleringer, så er der mange reguleringer, hvor der bare er en gul lampe, der blinker. Det betyder, at alle skal køre langsomt. Det er som regel de største, og mest indviklede kryds med indgange fra flere sider. Det virker lidt som om, at Vietnamesere ikke selv lige kunne regne ud, hvordan det var smartest, så hvis alle bare kører langsomt, så går det nok alt sammen...
Vietnam har en sindsyg regel, hvad angår de lokale busser. Angiveligt har hver bus/buschauffør ret til at dræbe tre mennesker i trafikken hvert år! De får så en kortvarig dom og en overkommelig bøde. Så tænker man, jamen de dræber vel ikke bare lige én. Men jo jo, den er god nok. En bekendt har været i en bus, hvor bussen kørte en person ned. Personen kom "blot" til skade, men så bakkede bussen tilbage for at sørge for, at vedkommende rent faktisk døde!!! Det er for vildt, men desværre rigtigt. Det er åbenbart mere fordelagtigt for chaufføren at dræbe en person i trafikken end blot at skadeliggøre en person. Det skyldes, at hvis personen eksempelvis bliver handicappet, så skal den enkelte chauffør betale for pleje af vedkommende, hvilket tilsyneladende er mere dyrt end den bøde de får, ved faktisk at dræbe én i trafikken. Så busserne - dem holder jeg tilbage for!


Idéen med at tage til Vietnam for at studere var bl.a. fordi jeg gerne ville opleve hele landet, og for to uger siden fik jeg oplevet endnu en by. Det er en lille strandby, der hedder Vung Tau, som ligger 1 1/2 time fra Ho Chi Minh, hvis man tager en båd derud. Ombord på båden viser de film, mens man sejler, men det fjollede er, at de, uden pis, viser ca. 2 minutters film for så at vise 5-7 minutters reklamer. Det giver ingen mening what so ever, men man skulle tro, at der var en mening med galskaben. Vi var 12 personer fra uni afsted, og det var ren afslapning på stranden med kolde øl og fodbold med de lokale. Jeg ville vildt gerne være med, men vietnameserene så lidt skeptiske ud, men det var da kun lige indtil jeg scorede kampens første mål. Så fik jeg lidt mere respekt. Aftenen tilbragte vi alle på ét lille værelse med to kasser øl og så en kort, men underholdende bytur inklusiv vietnamesisk live-musik og dans på scenen. Velkommen til Vietnam. 

Jeg har nævnt det før, men jeg har virkelig meget fået min sag for på uni, så da jeg fik afleveret mine tre store afleveringer, fejrede jeg det ved at tage fri i en lille uges tid. Jeg fløj til Nha Trang, for at møde Roxy og Kim. I bussen fra lufthavnen indtil Nha Trang snakkede jeg med en mand, som havde lejlighed i byen. Vi snakkede i ca. 20 minutter på engelsk inden jeg fik spurgt, hvor han kom fra. Han svarer ”Danmark”, og jeg tænker, at det er imponerende, at ingen af os opfateden den andens dansker-accent. Nha Trang er en by med en meget lækker strand, hvor vi tilbragte det meste af tiden. En af dagene lejlede vi scootere og kørte ned til en øde strand, som var helt fantastisk. Vi havde stranden helt for os selv hele dagen. Torsdag var et Thanksgiving, og da det er noget de to amerikanere går meget op i, holdt vi et lille madgilde på stranden om aftenen. Virkelig bare afslapning, men det var også tiltrængt. 

Den fantastiske, øde strand syd for Nha Trang

Thanksgiving middag på stranden

Samlet tog vi natbussen tilbage til Saigon, og det var skam også lidt af en udfordring. Billedet nedenunder taler for sig selv, men det var en alternativ bus-stil, der mødte os. Egentlig meget fint med en lille seng, selvom den var ret så kort. Jeg fik lagt mig til rette, men der gik ikke længe, før jeg frygtede lidt for mit liv. Buschaufføren kørte om kap med de andre mange busser og lastbiler på vejen, så jeg frygtede virkelig, at bussen ville vælte på et tidspunkt, men som jeg før har sagt, så har de som regel styr på det hernede. Som regel... 

Natbussen til Saigon

Tilbage til studiet. Jeg har nu kun 3 uger tilbage på uni, da jeg skipper de sidste to uger for at tage ud at rejse med Niels. Det er overkommeligt med 3 uger, men på den anden side føler jeg, at der er rigtig meget jeg skal nå inden da. Det er lidt problematisk med gruppearbejde hernede, selvom det jo ellers er noget jeg er ret erfaren med. Jeg er i en gruppe med tre vietnamesiske piger, hvoraf to af dem, har store problemer med at snakke engelsk. Det gør bare gruppemøderne lidt mere spændende (læs kedelige) for mig, når jeg skal sidde og gætte på, hvad de snakker om. På den anden side, så kan jeg være lidt ligeglad, eftersom de ikke rigtig vil have mig til at lave noget. Derimod vi de have mig til at læse den samlede opgave igennem og rette deres engelsk. Haha, det er sgu meget underholdende et eller andet sted, selv om det også er vildt underligt. Det gik ret hurtigt op for mig, hvor dårlige de rent faktisk er til engelsk, så det bliver spændende, når de engang sender den 30 siders opgave til mig. 

Når man har opholdt sig i Vietnam i over to måneder, så er der efterhånden ikke så meget, der overrasker én mere, men derfor studser jeg stadig over deres alternative metoder til at nasse penge fra en. Forleden tog jeg en taxa hjem, og da jeg skulle betale bad jeg venligt taxa chaufføren om at tænde lyset, så jeg kunne finde mine penge. Det gad han ikke, for hvis ikke jeg kan se mine penge, så er der jo større chance for at giver ham for mange penge. Smarte, det er de, men jeg er efterhånden rutineret, så mig får de ikke. 

Forleden dag fik jeg en pakke fra Danmark. Det er ikke så simpelt at modtage en pakke i Vietnam, så det krævede lige en del arbejde og et par håndører, før jeg kunne få fat i den. Men det var hele besværet værd, da jeg åbnede en pakke fyldt med juleslik, julenisser, julekalender og hele molevitten. Det er så hyggeligt. Jeg er slet ikke i julestemning hernede, selvom de er begyndt at pynte op i gaderne. Det er bare ikke det samme, når man vader rundt i shorts i 32 graders varme. Men det kommer vel så småt. 

Julepakke fra Danmark :)

Pink/hvidt juletræ i Saigon

Tiden går utrolig hurtigt, og eftersom jeg nu har købt min returbillet, er det endelig gået op for mig, at jeg snart skal tilbage til kulden. Det er nu nok meget godt, da jeg allerede nu har haft mange gode, spændende, skræmmende og andelredes oplevelser hernede. Jeg kommer hjem om 47 dage, hvorefter jeg så vælger at drage næsten direkte på skiferie. Det bliver fra den ene yderlighed til den anden. Jeg har det stadig godt, men jeg savner jer søde mennesker derhjemme!

Hej hej fra mig i varmen til jer i kulden <3

Hverdag i en fantastisk, frustrerende by

Jeg sidder i bussen og sveden pibler bed af panden. Det gør den hver dag, når jeg rammer bussen efter min 20 minutters gåtur hen til bussen. Jeg sidder her i bussen, folk glor og en dame jorder ind i mig med sin kæmpe taske. Bussen hamrer derudaf, og jeg er glad for at jeg er inde i bussen. Et kort øjeblik tænker jeg: "Hvad fanden laver jeg her?" Jeg savner min kæreste, mine venner, min familie, kulde for en enkelt dag, Københavns gader, rent drikkevand og tænk engang, jeg savner endda Ruc!

Men savn er godt, og det er forandringer bestemt også, så jeg trækker på smilebåndet og nyder øjeblikket. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, og jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg forventer at få ud af dette ophold, men det har jeg heldigvis stadig et par måneder til at finde ud af.

På en almindelig dag tager jeg på uni og læser lidt inden mine timer. For tiden knokler jeg med en masse afleveringer, som alle skal afleveres samme uge. Jeg spiser som regel frokost med nogle af alle de mennesker, jeg efterhånden har lært at kende. Det er fedt at møde folk man kender i frokostkøen. På uni. I Vietnam. Det er sjælden, at jeg møder så mange kendte ansigter på Ruc haha. Der er et lille fitnesscenter på campus men det et helt fint til mig og mine behov. Jeg prøver også at gå i fitness regelmæssigt, men trækker bare altid lidt mere at sidde og sludre med de andre i solen.

To gange i ugen har jeg vietnamesisk undervisning med de andre internationale studerende. Det foregår stille og roligt, men ofte er det egentlig bare en undskyldning for os for at få lov til at sige sjove lyde. Jeg har ingen intentioner om at blive flydende i vietnamesisk eller det, der minder om, men det er nu meget sjovt at stifte bekendtskab med sproget. Hvis jeg lærer mere end den ene sætning jeg kan sige nu, så tror jeg stadigvæk ikke, at de lokale ville kunne forstå mig.

Bibliotek på uni

Yndlings frokost

Teachers Day at uni? What the...?

Hver onsdag bruger jeg 12 timer på uni. Jeg har undervisning fra 9-12 og 18-21. Først havde jeg frygtet, at det blev slemt, men det fungerer faktisk rigtig fint. Busserne ind til byen stopper med at køre kl. 19, så enten skal jeg med taxa eller finde en, der kan give mig et lift. Jeg har time med en sød vietnamesisk pige, som hellere end gerne vil køre mig hjem. Hun vil nemlig gerne snakke. Det er også helt fint og hyggeligt, men det er bare lidt som om, at det ikke er den bedste kombi med heftig trafik, på en scooter med masker på og en ret stor sprogbarriere. Det smarte er, at jeg kan øve mine få vietnamesiske sætninger på hende. Pisse god deal, jeg har skaffet mig der, hvis jeg selv skal sige det.

De fleste aftener spiser jeg ude. Roxy og jeg prøvede at lave mad én gang, men det blev bare ikke helt det samme. Og det bliver hurtigt lige så dyrt at handle som at købe mad ude. Desuden er køkkenet ikke super hyggeligt, så det giver ofte sig selv. Jeg nyder, at jeg kan spise ude, men savner nu alligevel at lave mad og den hygge, der er omkring det. Det største dilemma hernede er nu, hvor vi skal spise i dag! Mine udlejere har en bar, hvor de hver søndag og mandag viser film i på barens roof top. Det er super cool at sidde udendørs og glo på alle de flotte, store bygninger samtidig med, at man ser film. Det kunne godt blive en traditionel søndagsaktivitet tænker jeg :)

Hver dag bliver jeg imponeret over, hvad folk kan køre rundt med på deres små scootere. 6 kasser øl, et hønsebur eller et toilet. Det et imponerende, og det er ting som disse, som gør, at det stadigvæk er en stor opdagelse at være her. Selvom det bliver hverdag, vænner jeg mig nok aldrig til at se en lille scooter med en hel familie bagpå.

Normalt glor folk, som jeg før har nævnt, meget på mig i bussen. Forleden dag var ingen undtagelse, men det sjove var, at den ældre kvinde, jeg spurgte om jeg måtte sidde ef siden af, blev helt glad. Hun sad og kiggede genert på mig hele vejen. Det er lidt sødere end de gamle mænd, som bare sidder og stirrer. Menneskerne som bor i vores gård er så småt begyndt at sige hej, når jeg kommer hjem, og noget tyder på, at de efterhånden har vænnet sig til det. Det er lidt hyggeligt.

Lokal bus i Ho Chi Minh

Jeg har nu været afsted i mere end to måneder, og det føles både som om, at tiden er gået hurtig, men på den anden side har jeg oplevet så mange ting, så det føles også som om, at jeg har været afsted i flere måneder. Anyways, jeg har snart kun to måneder tilbage, hvilket skræmmer mig lidt, fordi jeg skal nå rigtig mange ting, inden jeg tager hjem. Både fagligt, men bestemt også kulturelt. Jeg skal vel benytte de to legater jeg indtil videre har fået :)

Jeg har det fantastisk godt, men jeg glæder mig også meget til at komme hjem igen. Positivt ment altså.

Det kaldes dårlig timing!

Det er lidt tid siden, jeg har skrevet nyt, men det er skam ikke fordi, der ikke har været noget at fortælle om. Tværtimod. Der er sket en hel masse ting de sidste par uger, så jeg skåne jer, og fortælle lidt om højdepunkterne.

Endelig fik jeg besøg af Niels, og vi brugte weekenden på et fantastisk resort på Phu Quoc Island. Vi blev opgraderet til et VIP værelse med havudsigt, og det er nok det lækreste sted, jeg nogensinde har boet (og måske nogensinde kommer til at bo). Weekenden stod på afslapning på stranden og ved poolen, men også på en lille motorcykel-tur rundt på øen. Det var en fed oplevelse på trods af silende regn, men det er jeg efterhånden vant til hernede. Vi fik set en meget fattig, men interessant del af Vietnam, så det var en rigtig god oplevelse.

Niller er under kniven!

Resort-habit

Kæææmpe seng og havudsigt

Mandag fløj vi tilbage til Saigon, og endelig kunne jeg vise Niels, hvor jeg bor og har min hverdag. Det er rigtig fedt at få besøg hernede og kunne vise, hvor det er man tilbringer sin hverdag. Desværre blev jeg meget syg tirsdag nat, hvilket varede en uge. Det betød, at jeg ikke kunne turiste den med Niller, men bare ligge i min seng og have det skidt. Det var virkelig dårlig timing, altså. Suk. Derudover var det ugen med mine første foreløsninger, så det gik jeg også glip af. Jeg følte virkelig, at det var den dårligste timing ever, men når man lever, spiser, drikker og bare bor i et land som Vietnam, kan man desværre aldrig vide sig sikker. Jeg fik dog vist Niels lidt af byen og fik taget ham med til en madlavningstime.

Niller nyder sin første ret

Niels forlod mig igen lørdag aften, og det var en rigtig trist fornemmelse. Heldigvis var det helt fantastisk at se ham igen. Jeg forblev syg et par dage, men er nu tilbage på benene. Det betyder, at jeg endelig kunne komme på uni for at finde ud af, hvor travlt et semester jeg får. WOW! Måske er jeg lidt forkælet på RUC til daglig, men arbejdsbyrden hernede er godt nok hård. Det er i hvert fald nemt at mærke, at man nu læser på kandidatniveau. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over alle de afleveringer, der skal laves, og hvad det er, de egentlig går ud på, men det håber jeg snart at gøre. Desuden så jeg mig nødsaget til at droppe et fag, fordi indholdet ikke lige var det, jeg regnede med. Det var noget helt andet, end hvad jeg havde forestillet mig, og jeg kunne simpelthen ikke se mig selv komme igennem det. Det betyder således, at jeg nu bliver nødt til at forlænge mit studie hjemme i Danmark – og det er helt i orden!

Halloween er åbenbart en stor ting i Vietnam, selvom de ikke helt kan finde ud af, hvordan de skal fejre det. Lørdag d. 27. oktober var der Zombie Crawl i Ho Chi Minh – den første nogensinde! Jeg gjorde mig klar med hvad jeg nu havde, og endte faktisk som en af de bedre udklædte. Det var viiildt sjovt at vade rundt i gaderne i HCM og ikke mindst rundt i trafikken, som lige pludselig havde stor respekt for en. Har ikke tal på, hvor mange børn, unge piger, drenge og endda gamle mænd jeg fik skræmt til vid og sans – det var så sjovt! Jeg aner ligeledes ikke, hvor mange vietnamesere, der har et skræmmende billede af mig på deres telefon. Tirsdag aften, som var rigtig Halloween var gaderne også fuldt. Ikke med zombie crawl'er, men folk som bare tossede frem og tilbage i deres kostumer. Det var noget af en oplevelse, og det passede fint, da jeg nemlig lige har fået endnu et fint besøg hjemmefra. Nemlig Tine og Alex, som kom forbi en smut på deres ellers lange asien-eventyr.

Zombie Crew

Zooommbiiiie

Hverdagen er for alvor kommet til mig i HCM. Og jeg kan lide det! Jeg vænner mig mere og mere til at bo her, og jeg synes virkelig det er en fantastisk by på flere måder. Samme tid er der næsten lige så mange ting, som er irriterende ved at bo her, men det er en del af den udfordring, som jeg jo godt vidste, jeg ville blive udsat for. Ikke destro kræver det stadig lidt ekstra energi at tackle. Det er ikke for at brokke mig overhovedet, men det er også vigtigt for mig at sige, at det er sjovt men også hårdt at bo her. Der er udfordringer hver dag, som jeg før har nævnt, og når det kommer til studiet, kan det hurtigt skabe lidt frustration, når man på grund af sprogbarrieren hurtigt misforstår hinanden. Det er helt sikkert nogle udfordringer, som jeg kan lære en masse af.

Heldigvis er der nogle ting, som får mig til at føle mig hjemme, når frustrationen bærer over, og det er simple ting som de søde folk, jeg omgås, min nye yndlingscafe, at gå en tur ind i et civiliseret shopping center eller bare en simpel ting som at gå en tur med min egen lækre musik i ørene. Så har jeg det sgu egentlig meget godt :)

Til slut vil jeg lige vise den video, som jeg talte om tidligere. Her kan I se mig og nogle af mine nye venner i en video, hvor vi fortæller om RMIT og om Vietnam. Enjoy!