En uges kaos, tak!

Den sidste uges tid har bestået af mange humørsvingninger for mit vedkommende.

Mandag mødte jeg endnu engang op til min sociologi time, værende den eneste, som rent faktisk har læst. Èn ting er, at jeg ikke har betalt for at møde op på uni for at have en diskussion med mig selv, men en anden ting er, når de 18-årigede folk, som i øvrigt synes det er sejt, ikke at have læst, sidder og griner og peger af mig, når jeg åbner munden. Suk.

Tirsdag aften var jeg til middag hos Nikolaj, som serverede bøf med løg, kartofler og brun sovs og iihhh, hvor det smagte. Nikolaj og Morten har etableret madklubben FEED ME for at møde flere internationale studerende fra Swinburne Uni, hvor de studerer, men desværre er der ikke så mange, som har slået til det fantastiske tilbud om at komme til middag for ca. $6. Jeg slog til, og det var fantastisk med en god dansk ret. Over middagen snakkede vi bl.a. om min elendige bolig situation. For at opdatere, så boede jeg i et stort rum, som var adskildt af en tynd, elendig væg, med et stor hul i den ene side. På den anden side af vægen havde jeg en fantastisk ussel og knap-så-clean-ish soon-to-be forfatter, som ikke præsterede meget andet end at ryge, drikke kaffe og se tv. Til info kunne jeg både høre hans elendige grin hele døgnet, hans klamme hosten forårsaget af for mange smøger og når han vendte sig om i sengen. Great! Den anden væg indeholdte intet mindre end et stort hul op til himmelen via en gammel pejs og dertilhørende fugle. Da efteråret for alvor er kommet til Melbourne, og bestemt ikke er ked af at give et par liter regn, fik det ligesom bægeret til at flyde over. Aha!

Anyways, dagen efter vores middag havde jeg endnu en elendig samtale med Jetstar, som stadig skylder mig penge, hvilket fik mig til at tage en drastig beslutning. Jeg skulle betale husleje en af de kommende dage, så jeg valgte at flytte ud inden da. Jeg begyndte straks at lede efter en anden bolig, og havde egentlig besluttet mig for bare at flytte på vandrehjem. Heldigvis har jeg nogle fantastiske søde venner hernede, som bestemt ikke ville lade mig flytte på vandrehjem. Da jeg flyttede ud, uden at give mine udlejer besked, resulterede det i et tabt depositum. Well!

Over weekenden boede jeg lidt omkring, og søndag morgen fik jeg endnu engang dårlig nyt fra Danmark. Alle mine ting står opmaginiseret på min brors loft i København, hvor der har vist sig at være indbrud. Great-x-2! Så på daværende tidspunkt havde jeg hverken en bolig i Melbourne eller i København for den sags skyld, men var alligevel blevet udsat for indbrud. Groft! Mit hjerte blev knust, da min kære bror fortalte mig, at mine elskede vinyler lå spredt ud over gulvet. Snøft! Jeg har ikke den fjerneste idé om, hvor mange og hvilke af mine ting, de dumme folk har nakket, for jeg kan jo knap huske, hvad jeg har stående. Hvor er det bare et problem, jeg slet ikke gider forholde mig til, når jeg sidder i Melbourne, uden et sted at bo. Jeg har stadig ikke gjort noget ved det faktisk, og ved slet ikke lige, hvad jeg skal stille op, men det burde jeg nok snart tage stilling til.

Søndag aften, efter at have set på en meget lækker lejlighed i forstaden Northcote, havde jeg et ubesvaret opkalde på min telefon. Det var fra Carly, som bor i Carlton i en mega lækker lejlighed, som jeg rigtig gerne ville flytte ind i. Efter små to minutters vrøvlen på min telefonsvarer, får hun endelig sagt, at de rigtig gerne vil have mig til at flytte ind. Dejligt! Dejligt sted, $400 månedlig husleje og ingen huller eller fugle i væggen.

Mandag eftermiddag havde vi første ”husmøde”, og, okay, de blev da lidt overraskede, da jeg sagde, at jeg gerne ville flytte ind mandag aften. Jeg flytter ind til Carly, som læser til lærer, arbejder og har bil, hvilket er skønt, for så kan hun køre mig til uni. Hurra! Carly er kæreste med Jaarn, som har en bachelor i fysik og litteratur og som nu studerer romansk litteratur. En meget belæst gut med en fantastisk bog- og vinylsamling. Derudover flytter Oliver, som også studerer litteratur, ind i starten af maj. Jeg har en virkelig god fornemmelse omkring det her sted, så det er virkelig skønt. På den anden side, skal jeg allerede hjem om to måneder, så mit ophold her i hytten bliver ikke så langt.

Vores dejlige stue med yndlings maleri.

Mmmm, vinyl!

Rod!

I sidste uge, tilbragte jeg det meste af torsdag sammen med to vældig søde folk fra EDU. Eller det vil sige, at de er i praktik hos EDU, og det var dem, så mægtig gerne ville lave et portræt af mig. Jeg kan love for, at folk gloede en del, da vi filmede ude på uni, og på rund af mine manglende skills, måtte tage en del klip om en del gange. Det var meget sjovt, og jeg havde lovet mig selv, at det ikke skulle blive for opstillet, men, well, det må I jo bedømme, når videoen engang kommer online.

I dag er det onsdag. Jeg har siddet inde hele dagen med Bob Dylan, sociologi rapport og kaffe, mens regnen har silet ned udenfor. I morgen begynder påskeferien, og det skal fejres med øl og pizza og uni-folk og bytur og taxa hjem og tømmermænd fredag og brunch fredag på grund af tømmermænd fra torsdag og pakke til New Zealand fredag med tømmermænd fra torsdag fordi jeg skal afsted lørdag. Peeeewh!

Det bliver en hård omgang, men jeg glæææææder mig sådan til at komme til New Zealand. Helt alene. Bare mig. Og naturen. Og hvalerne. Og gletcherne. Og de andre folk, som også er på New Zealand i påskeferie.

Min første fartbøde

Den sidste uges tid har været pretty busy for mit vedkommende. Der er skam ikke noget galt i at spise ude 7 gange på en uge – tværtimod. Det kan stærkt anbefales.

Mandag var jeg i biografen med en flok fra uni for at se Hævnen. Det var helt underligt at se en dansk film med engelske undertekste, og jeg morede mig især over, at de valgte at oversætte ”Basme Flemming Jørgensen” med ”the Laudrup brothers”. Udover det var det en rigtig rørende film, og det gav mig også lidt hjemve. Men at være omringet af dejlige mennesker, gør alting lidt nemmere.

Tirsdag blev desværre lidt en trist dag, da jeg fandt ud af, at min gode ven Kai, grundet flere omstændigheder, havde valgt at rejse hjem til Finland. Det var en rigtig trist nyhed, da vi for kort tid siden havde planlagt at rejse til New Zealand sammen i vores semester-break og bare fordi han er en utrolig god dreng. Derfor valgte vi onsdag aften at tage på Little Creatures Dining Hall med ”madklubben”, for at sige ordentlig farvel til Kai.

Weekenden stod, som lovet i min tidligere blog, på en tur ned langs Great Ocean Road sammen med Sarah, Morten og Mr. & Ms. Alex. Med fire dansker og en en spaniere i bilen, går det aldrig helt galt. Og dog. Efter frokost i det fantastiske vejr på Torquay beach overtog jeg rettte. Noget jeg umiddelbart ikke skulle have gjort. Efter allerede at have været på én roadtrip i Australien, var der jo ingen ko på isen. I hvert fald ikke indtil jeg åbenbart overså et fartskilt. Efter 10 minutters kørsel så jeg pludselig en politibil med udrykning i bakspejlet. Min første tanke var, at der sikkert var sket en ulykke, og politibilen bare skulle forbi. Efter et par minutters kørsel, hvor jeg prøvede at trænge ind til siden, begyndte politimanden pludselig at vinke meget voldsomt. ”Nå, er det mig, han er ude efter” udbrød den lille blonde jyde så pludseligt. Min næste tanke var så: Fuck, jeg må jo slet ikke køre bilen! For at spare penge, havde vi kune skrevet Morten på som chauffør, for han er så tudse gammel, og det ville gøre vores forsikring billigere. Anyways, jeg får trukket ind til siden og kommer væltende ud til den knap så glade politimand. Han brokker sig over, at jeg altså kørte 80 km/t, hvor jeg åbenbart kun måtte køre 60 km/t. Igen prøver jeg med min jyske naivitet at forklare, at det er første gang (næsten), at jeg kører i Aussieland, og jeg altså ikke havde set skiltet. No mercy – blæseapparatet kom frem, og der stod jeg så, med to backpack'ende-biler gloende godt og grundigt, og pustede og stønnede. Fem minutters papirarbejde senere stod jeg så med min første fart-bøde nogensinde på intet mindre end $239 (1.300 kr.). Pis. Måske skulle jeg overveje at spisse hjemme hele næste uge.

Tosserne på bagsædet

Mr. Alex i aktion

Mr. & Ms. Alex, Michs, Sags & Smølfe Morten

Erskine Falls

Australien og deres overdrevne skilte

De resterende 6-7 apostle

Udsigten, når du kører ned af den der vej nær havet, som skulle være så stor, er faktisk ret så flot, selvom jeg efterhånden har set en hel del billederne af den. Foruden den flotte kyst, kom vi forbi et par regnskove, og noget der skulle forestille at være en vulkan.

Søndag valgte vi at tage til Torquay beach igen, men denne gang for at surfe. Ms. Alex ville ikke surfe, men de tre andre havde prøvet det før, og de mente ikke jeg behøvede nogen træning. Jeg var fresh. Hvis man forestiller sig, at den dersens våddragt kan være svær at komme ned i, fordi den er så stram, så prøv at tænk, hvor ufattelig svær den er at få af sin våde krop. Imagine? Med mit kæmpe store soft-board kom jeg lalleglad ned til stranden. Mit smil stivnede dog lidt, da jeg så de store bølger. Ingen vej ud om, det var bare at kaste sig ud i det. Det var kanon sjovt at prøve, og jeg kom også op at stå på boardet en 8-10 gange, men damn, hvor var det bare hårdt. Det var som at få tæsk tre timer i træk. Du kæmper hele tiden for enten at komme ud til bølgerne, komme igennem bølgerne, fordi du skal længere ud, eller at komme og på bølgen.

Hot surfer-chick

En sjov, men meget hård og udmattende dag. Take-away sushi og 10 minutters film gjorde mig lige præcis parat til at ramme hovedpuden og sove 10 timer.

I dag vågnede jeg op til en mail om, at EDU Danmark gerne vil lave et portræt af mig som studerende i Australien. Det lød spændende, så jeg takkede ja, og på torsdag går det så løs. To be contunie...

Efteråret er kommet til Melbourne

Mange af jer går sikkert i disse dage og mærker følelsen af, at foråret endelig er kommet til Danmark. Denne der helt særlige følelse, som får en til at trække i forårsjakken, finde solbrillerne frem og ikke mindst får en til at smile. Den følelse savner jeg, men jeg har oplevet noget lignende i min lille lækre weekend.

Weekenden i Melbourne starter for mit vedkommende som regel om torsdagen med et par øl eller drinks på en ny lækker bar eller en af yndlings barerne. For denne torsdag aften gjaldt det sidste, og vi nød endnu en aften på BlackCat i Fitzroy. På trods af en torsdags-ude-aften formåede jeg alligevel af færdiggøre min fjerde aflevering fredag middag. Så kunne jeg for alvor tillade mig at holde weekenden fri.

Fredag aften bød endnu engang på $2.5 rødvin fra aldi, og som noget relativt nyt, bytur i Brunswick. Vi vil helst gerne prøve ALLE barer i Melbourne inden vi tager hjem, hvis der skulle være nogen derude, som kunne være i tvivl om det.

Med gedigne tømmermænd lørdag morgen, syntes vi selv, at vi havde gjort os fortjent til at gå ud og spise brunch. Sarah, Alex og jeg mødtes på denne her helt utrolig fine, lille cafe i Brunswick. Vi var tydeligvis ikke de eneste, som havde fået øjnene op for denne café, så der var helt proppet, da vi ankom. Fuldstændig uoverskueligt med tømmermænd, men vi var heldige og fandt hurtigt et bord. Næste problem: gigantisk menukort! De har simpelthen så meget lækkert mad til dejlige, billige priser, at det gør det helt umuligt at vælge. Jeg valgte deres populære $10 Brunch-stack, som jeg er stolt af, overhovedet at kunne overskue at spise.

Fuldstændig mæt og stadig med gigantiske tømmermænd forlod jeg de to piger. På vej ind til byen fik jeg en underlig fornemmelse, som jeg havde svært ved at gennemskue. Solen skinnede på mig, men noget var ikke som det plejede. Så slog det mig - efteråret er kommet til Melbourne. Der var ikke så meget at rafle om og bladene på gaden gav mig desværre kun ret. Efteråret er her, helt sikkert!

Så mens I går og nyder de første solstråler derhjemme i lille Danmark, går jeg og nyder de sidste her i Australien. Forhåbentlig ikke de sidste på en aldrig-mere-sol-nu-kun-mørke-måde, men I ved forhåbentlig, hvad jeg mener.

Nyd solen, hinanden og foråret i Danmark.