Vietnam er et land, hvor folk uden ben sidder midt på vejen og sælger lotto kuponer, og hvor blinde mænd står midt i en rundkørsel og tigger. Men det er også et land med utallige store shoppingcentre, hvor folk kan flaske deres dyre tasker og nyeste Apple-gear. Vietnam er uden tvivl godt for sjælen!
Okay okay, så er der gået lang tid igen, men det betyder blot, at der er en masse at berette om denne gang. Det er efterhånden ved at være noget tid siden, men siden sidst har jeg fået mig en mini-scooter. Okay, det er faktisk en elektrisk cykel, men synes mere, at den minder om en mini-scooter. Den kan kører helt op til 30 km i timen...Når det går ned af bakke i hvert fald. Dette betyder, at jeg nu ikke længere skal med den lokale bus, og det kan jeg sgu egentlig godt lide.
Mini-scotteren hedder Lucille, og vi to har tilsammen allerede overhalet de første mange cyklister, motorcykler, biler og sågår et par busser og lastbiler. Så kom ikke her og sig, at den er langsom. Det er SÅ fedt at drøne rundt i trafikken hernede, og ja ja, jeg skal nok passe på. Men det er faktisk ret sjovt, fordi der ikke rigtig er nogle regler, så det er bare først til mølle, og eftersom folk ikke er interesseret i at køre dig ned, så stopper de blot, hvis du kører ind foran dem. Det sjoveste er de store rundkørelser, hvor det føles lidt som en labyrint, hvor det så gælder om at finde ud. Jeg kører om kap med de lokale, som bare griner ad mig og Lucille, men jeg tager altid kampen op!
Funny facts om trafikken i HCM
Trafikken i HCM er crazy. SOm nævnt, er der ingen regler, men til gengæld har de en helt masse lyskryds, som rent faktisk viser, hvor lang tid der er, til lyset skifter. Lidt credit skal de have. Men derimod er der også nogle sjove ting, som altid for mig til at grine. På trods af de utallige lysreguleringer, så er der mange reguleringer, hvor der bare er en gul lampe, der blinker. Det betyder, at alle skal køre langsomt. Det er som regel de største, og mest indviklede kryds med indgange fra flere sider. Det virker lidt som om, at Vietnamesere ikke selv lige kunne regne ud, hvordan det var smartest, så hvis alle bare kører langsomt, så går det nok alt sammen...
Vietnam har en sindsyg regel, hvad angår de lokale busser. Angiveligt har hver bus/buschauffør ret til at dræbe tre mennesker i trafikken hvert år! De får så en kortvarig dom og en overkommelig bøde. Så tænker man, jamen de dræber vel ikke bare lige én. Men jo jo, den er god nok. En bekendt har været i en bus, hvor bussen kørte en person ned. Personen kom "blot" til skade, men så bakkede bussen tilbage for at sørge for, at vedkommende rent faktisk døde!!! Det er for vildt, men desværre rigtigt. Det er åbenbart mere fordelagtigt for chaufføren at dræbe en person i trafikken end blot at skadeliggøre en person. Det skyldes, at hvis personen eksempelvis bliver handicappet, så skal den enkelte chauffør betale for pleje af vedkommende, hvilket tilsyneladende er mere dyrt end den bøde de får, ved faktisk at dræbe én i trafikken. Så busserne - dem holder jeg tilbage for!
Idéen med at tage til Vietnam for at studere var bl.a. fordi jeg gerne ville opleve hele landet, og for to uger siden fik jeg oplevet endnu en by. Det er en lille strandby, der hedder Vung Tau, som ligger 1 1/2 time fra Ho Chi Minh, hvis man tager en båd derud. Ombord på båden viser de film, mens man sejler, men det fjollede er, at de, uden pis, viser ca. 2 minutters film for så at vise 5-7 minutters reklamer. Det giver ingen mening what so ever, men man skulle tro, at der var en mening med galskaben. Vi var 12 personer fra uni afsted, og det var ren afslapning på stranden med kolde øl og fodbold med de lokale. Jeg ville vildt gerne være med, men vietnameserene så lidt skeptiske ud, men det var da kun lige indtil jeg scorede kampens første mål. Så fik jeg lidt mere respekt. Aftenen tilbragte vi alle på ét lille værelse med to kasser øl og så en kort, men underholdende bytur inklusiv vietnamesisk live-musik og dans på scenen. Velkommen til Vietnam.
Jeg har nævnt det før, men jeg har virkelig meget fået min sag for på uni, så da jeg fik afleveret mine tre store afleveringer, fejrede jeg det ved at tage fri i en lille uges tid. Jeg fløj til Nha Trang, for at møde Roxy og Kim. I bussen fra lufthavnen indtil Nha Trang snakkede jeg med en mand, som havde lejlighed i byen. Vi snakkede i ca. 20 minutter på engelsk inden jeg fik spurgt, hvor han kom fra. Han svarer ”Danmark”, og jeg tænker, at det er imponerende, at ingen af os opfateden den andens dansker-accent. Nha Trang er en by med en meget lækker strand, hvor vi tilbragte det meste af tiden. En af dagene lejlede vi scootere og kørte ned til en øde strand, som var helt fantastisk. Vi havde stranden helt for os selv hele dagen. Torsdag var et Thanksgiving, og da det er noget de to amerikanere går meget op i, holdt vi et lille madgilde på stranden om aftenen. Virkelig bare afslapning, men det var også tiltrængt.
Samlet tog vi natbussen tilbage til Saigon, og det var skam også lidt af en udfordring. Billedet nedenunder taler for sig selv, men det var en alternativ bus-stil, der mødte os. Egentlig meget fint med en lille seng, selvom den var ret så kort. Jeg fik lagt mig til rette, men der gik ikke længe, før jeg frygtede lidt for mit liv. Buschaufføren kørte om kap med de andre mange busser og lastbiler på vejen, så jeg frygtede virkelig, at bussen ville vælte på et tidspunkt, men som jeg før har sagt, så har de som regel styr på det hernede. Som regel...
Tilbage til studiet. Jeg har nu kun 3 uger tilbage på uni, da jeg skipper de sidste to uger for at tage ud at rejse med Niels. Det er overkommeligt med 3 uger, men på den anden side føler jeg, at der er rigtig meget jeg skal nå inden da. Det er lidt problematisk med gruppearbejde hernede, selvom det jo ellers er noget jeg er ret erfaren med. Jeg er i en gruppe med tre vietnamesiske piger, hvoraf to af dem, har store problemer med at snakke engelsk. Det gør bare gruppemøderne lidt mere spændende (læs kedelige) for mig, når jeg skal sidde og gætte på, hvad de snakker om. På den anden side, så kan jeg være lidt ligeglad, eftersom de ikke rigtig vil have mig til at lave noget. Derimod vi de have mig til at læse den samlede opgave igennem og rette deres engelsk. Haha, det er sgu meget underholdende et eller andet sted, selv om det også er vildt underligt. Det gik ret hurtigt op for mig, hvor dårlige de rent faktisk er til engelsk, så det bliver spændende, når de engang sender den 30 siders opgave til mig.
Når man har opholdt sig i Vietnam i over to måneder, så er der efterhånden ikke så meget, der overrasker én mere, men derfor studser jeg stadig over deres alternative metoder til at nasse penge fra en. Forleden tog jeg en taxa hjem, og da jeg skulle betale bad jeg venligt taxa chaufføren om at tænde lyset, så jeg kunne finde mine penge. Det gad han ikke, for hvis ikke jeg kan se mine penge, så er der jo større chance for at giver ham for mange penge. Smarte, det er de, men jeg er efterhånden rutineret, så mig får de ikke.
Forleden dag fik jeg en pakke fra Danmark. Det er ikke så simpelt at modtage en pakke i Vietnam, så det krævede lige en del arbejde og et par håndører, før jeg kunne få fat i den. Men det var hele besværet værd, da jeg åbnede en pakke fyldt med juleslik, julenisser, julekalender og hele molevitten. Det er så hyggeligt. Jeg er slet ikke i julestemning hernede, selvom de er begyndt at pynte op i gaderne. Det er bare ikke det samme, når man vader rundt i shorts i 32 graders varme. Men det kommer vel så småt.
Tiden går utrolig hurtigt, og eftersom jeg nu har købt min returbillet, er det endelig gået op for mig, at jeg snart skal tilbage til kulden. Det er nu nok meget godt, da jeg allerede nu har haft mange gode, spændende, skræmmende og andelredes oplevelser hernede. Jeg kommer hjem om 47 dage, hvorefter jeg så vælger at drage næsten direkte på skiferie. Det bliver fra den ene yderlighed til den anden. Jeg har det stadig godt, men jeg savner jer søde mennesker derhjemme!
Okay okay, så er der gået lang tid igen, men det betyder blot, at der er en masse at berette om denne gang. Det er efterhånden ved at være noget tid siden, men siden sidst har jeg fået mig en mini-scooter. Okay, det er faktisk en elektrisk cykel, men synes mere, at den minder om en mini-scooter. Den kan kører helt op til 30 km i timen...Når det går ned af bakke i hvert fald. Dette betyder, at jeg nu ikke længere skal med den lokale bus, og det kan jeg sgu egentlig godt lide.
Mini-scotteren hedder Lucille, og vi to har tilsammen allerede overhalet de første mange cyklister, motorcykler, biler og sågår et par busser og lastbiler. Så kom ikke her og sig, at den er langsom. Det er SÅ fedt at drøne rundt i trafikken hernede, og ja ja, jeg skal nok passe på. Men det er faktisk ret sjovt, fordi der ikke rigtig er nogle regler, så det er bare først til mølle, og eftersom folk ikke er interesseret i at køre dig ned, så stopper de blot, hvis du kører ind foran dem. Det sjoveste er de store rundkørelser, hvor det føles lidt som en labyrint, hvor det så gælder om at finde ud. Jeg kører om kap med de lokale, som bare griner ad mig og Lucille, men jeg tager altid kampen op!
 |
| Mine nye kærlighed, Lucille |
Trafikken i HCM er crazy. SOm nævnt, er der ingen regler, men til gengæld har de en helt masse lyskryds, som rent faktisk viser, hvor lang tid der er, til lyset skifter. Lidt credit skal de have. Men derimod er der også nogle sjove ting, som altid for mig til at grine. På trods af de utallige lysreguleringer, så er der mange reguleringer, hvor der bare er en gul lampe, der blinker. Det betyder, at alle skal køre langsomt. Det er som regel de største, og mest indviklede kryds med indgange fra flere sider. Det virker lidt som om, at Vietnamesere ikke selv lige kunne regne ud, hvordan det var smartest, så hvis alle bare kører langsomt, så går det nok alt sammen...
Vietnam har en sindsyg regel, hvad angår de lokale busser. Angiveligt har hver bus/buschauffør ret til at dræbe tre mennesker i trafikken hvert år! De får så en kortvarig dom og en overkommelig bøde. Så tænker man, jamen de dræber vel ikke bare lige én. Men jo jo, den er god nok. En bekendt har været i en bus, hvor bussen kørte en person ned. Personen kom "blot" til skade, men så bakkede bussen tilbage for at sørge for, at vedkommende rent faktisk døde!!! Det er for vildt, men desværre rigtigt. Det er åbenbart mere fordelagtigt for chaufføren at dræbe en person i trafikken end blot at skadeliggøre en person. Det skyldes, at hvis personen eksempelvis bliver handicappet, så skal den enkelte chauffør betale for pleje af vedkommende, hvilket tilsyneladende er mere dyrt end den bøde de får, ved faktisk at dræbe én i trafikken. Så busserne - dem holder jeg tilbage for!
Idéen med at tage til Vietnam for at studere var bl.a. fordi jeg gerne ville opleve hele landet, og for to uger siden fik jeg oplevet endnu en by. Det er en lille strandby, der hedder Vung Tau, som ligger 1 1/2 time fra Ho Chi Minh, hvis man tager en båd derud. Ombord på båden viser de film, mens man sejler, men det fjollede er, at de, uden pis, viser ca. 2 minutters film for så at vise 5-7 minutters reklamer. Det giver ingen mening what so ever, men man skulle tro, at der var en mening med galskaben. Vi var 12 personer fra uni afsted, og det var ren afslapning på stranden med kolde øl og fodbold med de lokale. Jeg ville vildt gerne være med, men vietnameserene så lidt skeptiske ud, men det var da kun lige indtil jeg scorede kampens første mål. Så fik jeg lidt mere respekt. Aftenen tilbragte vi alle på ét lille værelse med to kasser øl og så en kort, men underholdende bytur inklusiv vietnamesisk live-musik og dans på scenen. Velkommen til Vietnam.
Jeg har nævnt det før, men jeg har virkelig meget fået min sag for på uni, så da jeg fik afleveret mine tre store afleveringer, fejrede jeg det ved at tage fri i en lille uges tid. Jeg fløj til Nha Trang, for at møde Roxy og Kim. I bussen fra lufthavnen indtil Nha Trang snakkede jeg med en mand, som havde lejlighed i byen. Vi snakkede i ca. 20 minutter på engelsk inden jeg fik spurgt, hvor han kom fra. Han svarer ”Danmark”, og jeg tænker, at det er imponerende, at ingen af os opfateden den andens dansker-accent. Nha Trang er en by med en meget lækker strand, hvor vi tilbragte det meste af tiden. En af dagene lejlede vi scootere og kørte ned til en øde strand, som var helt fantastisk. Vi havde stranden helt for os selv hele dagen. Torsdag var et Thanksgiving, og da det er noget de to amerikanere går meget op i, holdt vi et lille madgilde på stranden om aftenen. Virkelig bare afslapning, men det var også tiltrængt.
 |
| Den fantastiske, øde strand syd for Nha Trang |
 |
| Thanksgiving middag på stranden |
Samlet tog vi natbussen tilbage til Saigon, og det var skam også lidt af en udfordring. Billedet nedenunder taler for sig selv, men det var en alternativ bus-stil, der mødte os. Egentlig meget fint med en lille seng, selvom den var ret så kort. Jeg fik lagt mig til rette, men der gik ikke længe, før jeg frygtede lidt for mit liv. Buschaufføren kørte om kap med de andre mange busser og lastbiler på vejen, så jeg frygtede virkelig, at bussen ville vælte på et tidspunkt, men som jeg før har sagt, så har de som regel styr på det hernede. Som regel...
 |
| Natbussen til Saigon |
Tilbage til studiet. Jeg har nu kun 3 uger tilbage på uni, da jeg skipper de sidste to uger for at tage ud at rejse med Niels. Det er overkommeligt med 3 uger, men på den anden side føler jeg, at der er rigtig meget jeg skal nå inden da. Det er lidt problematisk med gruppearbejde hernede, selvom det jo ellers er noget jeg er ret erfaren med. Jeg er i en gruppe med tre vietnamesiske piger, hvoraf to af dem, har store problemer med at snakke engelsk. Det gør bare gruppemøderne lidt mere spændende (læs kedelige) for mig, når jeg skal sidde og gætte på, hvad de snakker om. På den anden side, så kan jeg være lidt ligeglad, eftersom de ikke rigtig vil have mig til at lave noget. Derimod vi de have mig til at læse den samlede opgave igennem og rette deres engelsk. Haha, det er sgu meget underholdende et eller andet sted, selv om det også er vildt underligt. Det gik ret hurtigt op for mig, hvor dårlige de rent faktisk er til engelsk, så det bliver spændende, når de engang sender den 30 siders opgave til mig.
Når man har opholdt sig i Vietnam i over to måneder, så er der efterhånden ikke så meget, der overrasker én mere, men derfor studser jeg stadig over deres alternative metoder til at nasse penge fra en. Forleden tog jeg en taxa hjem, og da jeg skulle betale bad jeg venligt taxa chaufføren om at tænde lyset, så jeg kunne finde mine penge. Det gad han ikke, for hvis ikke jeg kan se mine penge, så er der jo større chance for at giver ham for mange penge. Smarte, det er de, men jeg er efterhånden rutineret, så mig får de ikke.
Forleden dag fik jeg en pakke fra Danmark. Det er ikke så simpelt at modtage en pakke i Vietnam, så det krævede lige en del arbejde og et par håndører, før jeg kunne få fat i den. Men det var hele besværet værd, da jeg åbnede en pakke fyldt med juleslik, julenisser, julekalender og hele molevitten. Det er så hyggeligt. Jeg er slet ikke i julestemning hernede, selvom de er begyndt at pynte op i gaderne. Det er bare ikke det samme, når man vader rundt i shorts i 32 graders varme. Men det kommer vel så småt.
 |
| Julepakke fra Danmark :) |
 |
| Pink/hvidt juletræ i Saigon |
Tiden går utrolig hurtigt, og eftersom jeg nu har købt min returbillet, er det endelig gået op for mig, at jeg snart skal tilbage til kulden. Det er nu nok meget godt, da jeg allerede nu har haft mange gode, spændende, skræmmende og andelredes oplevelser hernede. Jeg kommer hjem om 47 dage, hvorefter jeg så vælger at drage næsten direkte på skiferie. Det bliver fra den ene yderlighed til den anden. Jeg har det stadig godt, men jeg savner jer søde mennesker derhjemme!
 |
| Hej hej fra mig i varmen til jer i kulden <3 |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar