De sidste dage i Ho Chi Minh har været ret hektiske. Det startede med, at jeg tog et fly tilbage til Ho Chi Minh efter næsten tre ugers rejsen. Jeg have booket min flybillet ved et selskab, der hedder VietJet. Det er et vietnamesiske flyselskab, hvilket jeg ikke tænkte yderligere over. Men det skulle jeg have gjort - VietJet er et vietnameseisk lavprisflyselskab! Det var noget af en oplevelse, men også ret sjovt faktisk. Da vi kommer op i flyet render små vietnamesere forvildet frem og tilbage i flyet og skubber og skælder ud. Håndbagagen hos de fleste bestod af en stor pose ris eller sukker, som de knap nok selv kunne løfte. Ved siden af mig sad et par, som tydeligvis var oppe at flyve for første gang. De sidder og roder med selen og kigger underligt på den. Bagefter finder de kameraet frem og begynder at lege paparazzi, inden de igen genoptager krisen med selen. De får den til at sige klik, og alt er godt.
Jeg lander fint og sikkert i Ho Chi Minh og skynder mig ind til byen, hvor mine forældre og min bror venter på mig. De er på lynvisit, og det er dejligt at se endnu flere velkendte ansigter. Timingen er dog ikke den bedste, da jeg kun har tre dage til at læse til eksamen, hvilke er præcis de dage, hvor de er på besøg. Derfor sørgede jeg for at få sendt dem på nogle ture, så jeg i løbet af dagen kunne forberede mig bare en lille smule. Det var egentlig en meget sjov oplevelse at bo på hotel og læse til eksamen, selvom det ikke lyder som noget specielt. Men dejligt, at man har folk til at rydde op og tage sig af det praktiske, mens man knokler. Det var ret frustrerende at læse til eksamen, fordi der var så meget at huske. Jeg skulle til to skriftlige eksamener, uden bøger og hvor man skriver i hånden. Den ene gik fint nok, men den anden var virkelig tuff, men jeg håber, at jeg har bestået begge. Det eneste jeg kunne tænke på, da jeg sad til den sidste eksamen var egentlig bare at blive fri.
Det var fedt at have min familie på besøg, så de kunne se det kaos, jeg har levet i de sidste fire måneder. Som alle andre, var de imponeret over trafikken hernede og alle motorcyklerne. Det er underligt, hvordan man kan vende sig til det, men det har jeg alligevel formået. Det bliver spændende at komme tilbage til den danske, mere rolige trafik.
Min sidste aften i Vietnam blev brugt sammen med mine venner og bekendte. Vi spiste god middag og valgte selvfølgelig at tage ud og synge karaoke. Det var den sjoveste aften, jeg overhoevdet har haft med de mennesker, og det var en fed måde at tage afsked på. Min største brandert hernede også, så efter 4 timers søvn, var jeg ret smadret, og slet ikke klar til at stå op og få styr på det sidste inden afrejse. Jeg mødtes med en ven og fik en sidste 3 kroners øl på den gade, hvor vi mest har opholdt dig. Jeg var presset. Ret presset. Især da jeg kom ind i taxaen, som bumblede afsted mod lufthavnen. Da jeg endelig kom op i flyveren, blev jeg dog glædeligt overrasket. Efter at have fløjet med utallige crappy flyselskaber de sidste måneder, havde jeg helt glemt, at jeg skulle flyve med Qatar hjem. Yes! De store, brede sæder, mad, drkke og tv var lige, hvad mine tømmermænd kunne holde til.
I skrivende stund sidder jeg i Bangkok lufthavn og prøver at få tiden til at gå. Jeg skal bruge 8 timer her, men nu er der kun 2 timer tilbage, så det er til at overskue. Glæder mig bare til at komme op i det fly og sove, inden jeg i morgen tidlig endnu engang lander i Doha lufhavn inden min endelig hjemrejse.
Det har været et vildt semester på mange måder. Asien er sindssyg, og Vietnam er endnu mere sindssyg. Der er gode ting, og der er dårlige ting. Jeg kommer til at savne god og billig mad, billig transport, at det meste er billigt, min lille scooter-thing, de søde mennesker, den dejlige natur (uden for byerne) og selvfølgelig de gode mennesker. Jeg kommer til gengæld ikke til at savne at blive spyttet på, råbt efter, revet i, skraldet på gaden i 32 grader, de elendige veje, deres el-installationer og bare det, at jeg ikke kan kommunikere med de fleste af dem.
Jeg glæder mig til at komme hjem. Jeg glæder mig til at komme hjem og mindes det her semester, for som jeg tidligere har sagt, så er jeg sikker på, at Vietnam er godt for sjælen på den ene eller anden måde.
Jeg lander i Købehavn fredag eftermiddag og smutter på Stefanshus ved 16 tiden for at drikke et par øl. Jeg har sikkert savnet dig, så hvis du har lyst, så kom forbi og drik en øl og få en krammer, inden jeg lørdag drager til Norge på skiferie.
Det var dét for denne gang - jeg tror ikke, at der kommer flere study abroad blogindlæg fra min siden, men man ved aldrig...
Jeg lander fint og sikkert i Ho Chi Minh og skynder mig ind til byen, hvor mine forældre og min bror venter på mig. De er på lynvisit, og det er dejligt at se endnu flere velkendte ansigter. Timingen er dog ikke den bedste, da jeg kun har tre dage til at læse til eksamen, hvilke er præcis de dage, hvor de er på besøg. Derfor sørgede jeg for at få sendt dem på nogle ture, så jeg i løbet af dagen kunne forberede mig bare en lille smule. Det var egentlig en meget sjov oplevelse at bo på hotel og læse til eksamen, selvom det ikke lyder som noget specielt. Men dejligt, at man har folk til at rydde op og tage sig af det praktiske, mens man knokler. Det var ret frustrerende at læse til eksamen, fordi der var så meget at huske. Jeg skulle til to skriftlige eksamener, uden bøger og hvor man skriver i hånden. Den ene gik fint nok, men den anden var virkelig tuff, men jeg håber, at jeg har bestået begge. Det eneste jeg kunne tænke på, da jeg sad til den sidste eksamen var egentlig bare at blive fri.
Det var fedt at have min familie på besøg, så de kunne se det kaos, jeg har levet i de sidste fire måneder. Som alle andre, var de imponeret over trafikken hernede og alle motorcyklerne. Det er underligt, hvordan man kan vende sig til det, men det har jeg alligevel formået. Det bliver spændende at komme tilbage til den danske, mere rolige trafik.
Min sidste aften i Vietnam blev brugt sammen med mine venner og bekendte. Vi spiste god middag og valgte selvfølgelig at tage ud og synge karaoke. Det var den sjoveste aften, jeg overhoevdet har haft med de mennesker, og det var en fed måde at tage afsked på. Min største brandert hernede også, så efter 4 timers søvn, var jeg ret smadret, og slet ikke klar til at stå op og få styr på det sidste inden afrejse. Jeg mødtes med en ven og fik en sidste 3 kroners øl på den gade, hvor vi mest har opholdt dig. Jeg var presset. Ret presset. Især da jeg kom ind i taxaen, som bumblede afsted mod lufthavnen. Da jeg endelig kom op i flyveren, blev jeg dog glædeligt overrasket. Efter at have fløjet med utallige crappy flyselskaber de sidste måneder, havde jeg helt glemt, at jeg skulle flyve med Qatar hjem. Yes! De store, brede sæder, mad, drkke og tv var lige, hvad mine tømmermænd kunne holde til.
I skrivende stund sidder jeg i Bangkok lufthavn og prøver at få tiden til at gå. Jeg skal bruge 8 timer her, men nu er der kun 2 timer tilbage, så det er til at overskue. Glæder mig bare til at komme op i det fly og sove, inden jeg i morgen tidlig endnu engang lander i Doha lufhavn inden min endelig hjemrejse.
Det har været et vildt semester på mange måder. Asien er sindssyg, og Vietnam er endnu mere sindssyg. Der er gode ting, og der er dårlige ting. Jeg kommer til at savne god og billig mad, billig transport, at det meste er billigt, min lille scooter-thing, de søde mennesker, den dejlige natur (uden for byerne) og selvfølgelig de gode mennesker. Jeg kommer til gengæld ikke til at savne at blive spyttet på, råbt efter, revet i, skraldet på gaden i 32 grader, de elendige veje, deres el-installationer og bare det, at jeg ikke kan kommunikere med de fleste af dem.
Jeg glæder mig til at komme hjem. Jeg glæder mig til at komme hjem og mindes det her semester, for som jeg tidligere har sagt, så er jeg sikker på, at Vietnam er godt for sjælen på den ene eller anden måde.
Jeg lander i Købehavn fredag eftermiddag og smutter på Stefanshus ved 16 tiden for at drikke et par øl. Jeg har sikkert savnet dig, så hvis du har lyst, så kom forbi og drik en øl og få en krammer, inden jeg lørdag drager til Norge på skiferie.
Det var dét for denne gang - jeg tror ikke, at der kommer flere study abroad blogindlæg fra min siden, men man ved aldrig...
Hej Lise.
SvarSletJeg har lige læst hele din blog hehe :-D. Jeg synes det er pisse sejt at du tog chancen og tog afsted til Vietnam.
Efter at jeg har snust rundt på EDUs hjemmeside så overvejer jeg kraftigt at tage afsted, om ca. 3 år, når jeg er færdig med min bachelor uddannelse. Så tage kandidatgrad dernede.
Jeg kunne godt tænke mig at spørge, hvor meget du sparede op af lommepenge til mad, flyvetur og guide trips. Det lyder helt vildt spændende med dine ture både i Nord og Syd Vietnam.