Bryllupsklokker og forsikringsrod

Igen er der gået lang tid uden nye anekdoter fra Vietnam. Denne gang syntes jeg dog at have en lovlig undskyldning. For ca. 10. dage siden vågnede jeg op midt om natten med feber og en frygtelig hovedpine. Jeg er normalt ikke den pylrede type (okay, næsten ikke), så jeg prøvede blot at sove videre. Søndag morgen var den stadig gal, og jeg tilbragte en ellers nydelig søndag i sengen. Da jeg vågnede mandag morgen, stadig med hovedpine og feber, besluttede jeg mig for at kontakte en læge. Bare lige for at få afkræftet, at der skulle være noget noget alvorligt galt med mig. Det kunne jeg så godt glemme! Jeg tog hen på en international medicinsk klinik for at finde ud af, at jeg var blevet ramt af Dengue feber. Det er en sygdom, som man bliver smittet med via myg, og da der endnu ingen vaccine findes mod det, kunne jeg ikke have undgået det. Jeg er nu hjemme efter 8 dages indlæggelse, hvilket har været rigtig hårdt. Forholdene på klinikken var egentlig over alle forventinger, næsten. Når man er meget syg er det dog super frustrerende hver morgen at blive mødt af sygerplejerske, som ikke taler særlig godt engelsk. Men lægerne var forståelige, og alt i alt tog de sig godt af mig.

Dyr fornøjelse

Når det så er sagt, at jeg blev behandlet godt, så har det også været en utrolig dyr fornøjelse, men heldigvis, som den ansvarlige kvinde jeg nu er, havde jeg selvfølgelig erhvervet mig en rejseforsikring. Det betød dog ikke, at alt gik som smurt. Jeg lagde selv ud for den første blodprøve til den nette sum af 2500 kr. Efterfølgende tog Gouda så venligt over, men det resulterede blot i misforståelser om, hvor i verden min ”behandling” skulle tage sig ud. Lægerne her i Vietnam ville gerne have mig til Bangkok eller Singapore, fordi de var bange for, at jeg skulle bruge en blodtransfusion. Det lød ikke just særlig spændende i mine øre, men deres forklaring om, at der ikke var nogen ordentlig steder at få det i Vietnam, lød egentlig meget troværdig. Så fik jeg Gouda i røret, som bestemt ikke mente, at jeg skulle nogen som helst steder. Okay så! Det resulterede så i en mindre fight mellem Gouda og lægerne hernede...med mig som mellemled. Jeg blev godt og grundig tosset, og fik så afblæst alle alarmer om at flytte mig nogen steder! Troede jeg...Et par timer senere kom en ambulance og påstod at de skulle have mig med til et andet hospital. Det fik de ikke, og den heldie pige jeg fik fat i hos Gouda har sikkert sagt op siden.

Inden alt der her sygehalløj begyndt gik det ellers ret godt. Jeg var rigtig begyndt at planlægge mine fremlæggelser til uni, få styr på mine eksamensplaner, når nu jeg vælger at rejse væk lige inden mine eksamen. Det kørte sgu meget godt. Jeg var endda til et fantastisk bryllup i Mekong Delta. Det var virkelig en stor oplevelse, at få lov at komme med til et vietnamesisk brullyp. Det er en kinde fra RMIT, der hedder Trang, som skulle giftes. Hun havde inviteret mig og et par af de andre internationale studerende med. Hun kender os ikke vildt godt, men vi var glade for invitationen, og jeg tror, at hun syntes, at det var lidt sejt af havde nogle vesterlændinge med til sit bryllup. Win-win situation.

I invitationen stod der klart og tydeligt, at vi skulle mødes præcis kl. 6.00 om morgene, for der ville bussen køre. Trofast som jeg er, møder jeg op 5.50, men kan ikke finde nogen bus eller andre mennesker, som ligner, at de skal til et bryllup. Jeg panikker, fordi det gør jeg jo, men er sikker på, at jeg er det rigtige sted. Kort tid efter ankommer Aaron og så panikker vi lidt sammen. Ca. 6.10 kommer hende, der arrangerer turen stille og rolig luntende og lader som ingen ting. 6.00 betyder åbenbart 6.30 Vietnamesisk tid, så der er goooood tid. Jamen godt så, så er det jo også helt fint, at jeg kun stod op kl. 4.45 for at gøre mig klar. Det er helt ok, no worries! Vi skulle køre fire stiver ned til Mekong Delta, så der var til gengæld god tid til at at tage en bette lur.

Vietnamesisk bryllup er noget specielt og anderledes fra, hvad vi kender i Danmark. Vi ankom til en lille landsby, hvor strømmen var gået og derfor blevet erstattet af en stor, larmende generator. Vi startede med at tage en masse billeder med bruden og blev derefter viftet hen til en bord. Øllene kom på bordet og en masse forskellig mad bestående af lever, tunge, mave og heldigvis også andre lettere fordøjelige retter. Efter at have spist og drukket tog vi flere billeder, og så var det ellers hjemad igen. Fire timers kørsel for to timers mad og fotografering. Sikke en dag. Men spændende, det var det i hvert fald.

Borddækningen og betræk på plastikstolene

Én af retterne

Underlig "jeg-har-aldrig"leg med brudebuketten

"The white people"

I morgen er det onsdag, og jeg har 12 timer på uni. Men en dengue feber kun lige knap overstået, er jeg spændt på at se, hvordan det går. Men så er det også slut. Næsten i hvert fald. Jeg dropper de to sidste uger af uni til fordel for den dejlige Niels, som kommer på besøg på torsdag. Planen var oprindelig at rejse en helt masse rundt i Vietnam, men på grund af min tilstand, så bliver rejsen nok lidt minimeret. Men ud af Ho Chi Minh, det skal vi i hvert fald. Jeg kommer tilbage til Ho Chi Minh d. 6. januar for at have 3 dage at læse til to eksamener i. Og det er lige præcis samme tid, som mine forældre og min bror kommer på besøg, så det bliver to meget spændende eksamener. Men det glemmer vi lidt endnu.

I dag var jeg så heldig at få endnu en julepakke med posten. Den har været længe undervejs, men den kom! Og det var intet mindre end en fantastisk pakke kalender fra den søde Mie. 24 styks fine gaver med hver en hilsen på. Det varmede min lille syge krop, og det var lige, hvad jeg havde brug for. Desværre arbejde postvæsnet lidt anderledes hernede, og de havde således været i over halvdelen af pakkerne, så det var lidt en skam. Men jeg har stadig et par stykker tilbage.

Pakkekalender fra søde Mie

Det bliver specielt at holde jul her i varmen, men det bliver endnu en overraskelse. Jeg håber, at I alle sammen kommer med togene hjem til jul og får nogle hyggelige juledage med familien. Om præcis 1 måned sætter jeg mine ben i Danmark igen, og ved I hvad? Jeg glæder mig! Som et lille barn til jul måske endda...